Frygt for coronavirus skubber Final 4 flere måneder

Finalestævnet Final 4 i herrehåndbold er udskudt til maj.

Arkivbillede.
Arkivbillede.
Foto: Arkivfoto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Finalestævnet i den danske pokalturnering i håndbold for herrer, Final 4, er udskudt til maj af frygt for coronavirus, oplyser Divisionsforeningen Håndbold.

Finalestævnet i den danske pokalturnering i håndbold for herrer, Final 4, er udskudt til maj af frygt for coronavirus, oplyser Divisionsforeningen Håndbold.

Final 4 skulle være afviklet i den kommende weekend - 14. og 15. marts i Herning. Men det bliver ikke til noget.

Thomas Christensen, direktør i Divisionsforeningen Håndbold, beklager udskydelsen på foreningens hjemmeside.

- Vi er naturligvis meget kede af, at det ikke bliver til noget i Jyske Bank Boxen i den kommende weekend, med de gener dette måtte medføre, siger Thomas Christensen.

Han glæder sig dog over, at det er lykkedes at finde en ny weekend til at afholde stævnet i Herning. Nu skal stævnet afvikles 9. og 10. maj.

- Vi ser frem til at holde et brag af en håndboldfest til maj, lyder det fra Thomas Christensen.

I fredags besluttede Divisionsforeningen Håndbold, at alle kampe i de to bedste rækker for mænd og kvinder skulle spilles uden tilskuere.

Den beslutning blev truffet, efter at regeringen opfordrede til aflysning og udsættelser af begivenheder med forsamlinger på mere end 1000 personer.

Alle billetter, der er købt til weekenden 14.-15. marts, vil være gyldige til weekenden 9.-10. maj, og billetter kan også refunderes, oplyses det.

De fire deltagende hold er TTH Holstebro, Skanderborg Håndbold, GOG og Bjerringbro-Silkeborg.

I den ene semifinale skal TTH Holstebro møde Skanderborg, mens GOG og Bjerringbro-Silkeborg dyster i den anden semifinale. De kampe spilles lørdag 9. maj.

Finalen og kampen om tredjepladsen spilles søndag 10. maj.

/ritzau/