Frit spil til innovative tanker: 650 elever løser erhvervslivets udfordringer med kreativitet

Elever fra hele landsdelen har brugt Innovationsdagene 2019 på at løse nogle af de udfordringer regionens virksomheder har.

Emil Damkjær og Julie Pedersen fra 2. g på Viborg Handelsgymnasium.
Emil Damkjær og Julie Pedersen fra 2. g på Viborg Handelsgymnasium.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

En god idé skal være innovativ, realiserbar og præsenteres godt. Det kan de skrive under på i Herning.

Her er der kreative innovationsdage på programmet, hvor 650 gymnasieelever fra hele landsdelen har forsøgt at løse udfordringer fra nogle af regionens mange virksomheder.

- Vi ved alle sammen, at om 30-40 år forsvinder 30-40 procent af alle jobs til automation. Det er netop derfor, at Danmark skal være først, når det gælder innovation, siger Jonathan Helvig Larsen, der er projektleder på Innovationsdage 2019.

Innovationsdagene er et tilbagevendende arrangement, og til næste år vil 25 frivillige igen være klar til at tage imod de kreative gymnasieelever. Førstepræmien er en masse slik og chips.

De innovative tanker fik frit spil.
De innovative tanker fik frit spil.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Ansigtsgenkendelse

En af de udfordringer, som nogle af gymnasieeleverne skulle løse, var at åbne en dør uden at bruge hænderne.

- Hvis man kommer hjem og har hænderne fulde, kan man bruge ansigtsgenkendelse, siger Julie Pedersen, der går i 2. g på Viborg Handelsgymnasium.

Eleverne har fået til opgave at være netop innovative i deres løsningsforslag.

- Vi har fået at vide, at det er med at tænke nyt og tænke på en anderledes måde, end man har gjort, siger Emil Damkjær, der går i klasse med Julie Pedersen.

Glæde hos erhvervsfolk

Til erhvervsdagen torsdag skulle eleverne præsentere deres forslag for en række dommere. Det er erhvervsfolk fra regionen.

En af dem er Jeanette Dietz Andersen. Hun arbejder som projekt- og udviklingskoordinator hos Herning Vand, og hun ser stort potentiale i innovationsdagene.

- Jeg synes, at det er superfedt, at vi får inputs fra så mange unge mennesker lige præcis i den aldersgruppe, som vi mangler viden fra. Det er vores fremtidige kunder, og det er dem, vi gerne vil høre, siger hun.

Efter bedømmelsen var Julie Pedersen og Emil Damkjær tilfredse med udbyttet fra innovationsdagen, selvom det ikke lige var deres gruppe, der vandt førstepræmien.