Fredelig demonstration mod coronarestriktioner

Politiet vurderer, at demonstrationen i Herning trak omkring 150 deltagere og understreger, at den forløb uden problemer.

Demonstranterne gik ad en længere rute gennem Herning og samledes til sidst på Torvet.
Demonstranterne gik ad en længere rute gennem Herning og samledes til sidst på Torvet.
Foto: Øxenholt foto

"Hvorfor lyver Mette" og "Befri DK" lød budskabet på nogle af skiltene, da gruppen Modstand Midtjylland lørdag aften demonstrerede i Herning. 

Demonstrationen begyndte klokken 18, og herefter bevægede deltagerne sig ad en længere rute gennem byen mod Torvet, hvor der var taler og underholdning.

Politiet vurderer, at der var omkring 150 deltagere og understreger, at den lovligt anmeldte demonstration foregik i god ro og orden.

Modstand Midtjylland, der tidligere har demonstreret i blandt andet Silkeborg, beskriver sig på Facebook som en modstandsgruppe, der kæmper for frihed og mod coronarestriktionerne. 

Nogle af deltagerne i lørdagens demonstration havde medbragt en dukke, som sad i et bur på en trækvogn. Den skulle angiveligt forestille statsministeren, der var blevet varetægtsfængslet.

Demonstrationen var anmeldt under overskriften "For vores grundlov og rettigheder".

- Som sædvanlig vil vi gerne have alle utilfredse mennesker på gaden til en fredelig demonstration. Vi forventer absolut ingen fyrværkeri eller ballade, lød det i beskrivelsen på Facebook. Billeder fra Torvet viser dog, at der blev affyret enkelte romerlys.