Frans Nielsen om kostbar afbrænder: Det er typisk

Rusland afgjorde kvartfinalen, umiddelbart efter at herningenseren Frans Nielsen havde en kæmpechance for at udligne.

Frans Nielsen scorede Danmarks enlige mål mod Rusland og var flere gange i tredje periode tæt på at udligne til 2-2.
Frans Nielsen scorede Danmarks enlige mål mod Rusland og var flere gange i tredje periode tæt på at udligne til 2-2.
Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix

Det drejede sig om centimeter.

Havde Frans Nielsen fra Herning fået løftet pucken lidt højere op, da han i dansk undertal blev spillet fri af Morten Poulsen, var Danmark kommet på 2-2 med blot fem minutter igen af OL-kvartfinalen mod Rusland.

Men den tidligere Blue Fox stjernes forsøg blev reddet af den russiske målmandskæmpe Ivan Fedotov, og i stedet afgjorde russerne kampen med 3-1-scoringen umiddelbart efter.

- Det sker jo altid. Det er typisk, siger Frans Nielsen.

- Udligningen lå lige for min stav. Jeg vidste, hvad jeg ville. Jeg kunne bare ikke få pucken op, konstaterer han ærgerligt.

Den danske veteran, der scorede sit holds enlige mål, er dog glad for det aftryk holdet fik sat mod russerne. Efter en første periode, hvor Danmark var i stormvejr, blev det jævnbyrdigt i de to næste.

- Rusland var det bedste hold, men samtidig havde vi kampen lige, hvor vi ville have den. Vi vidste, vi ville få chancer på et tidspunkt. Vi kunne bare ikke udnytte dem, siger Frans Nielsen.

Backen Oliver Lauridsen veksler også mellem ærgrelse over nederlaget og stolthed over indsatsen.

- Det kommer ikke tættere på end det her. På trods af, at vi mødte et megagodt hold, holdt vi kampen tæt helt til det sidste. Vi havde chancen og var tæt på. Det er så surt.

- Samtidig kan man ikke være andet end stolt af hele holdet, og hvordan der blev kæmpet, siger Oliver Lauridsen.

Danske veteraner klar til mere ishockey

Selv om en række spillere er ved at være oppe i årene, kan ishockeylandstræner Heinz Ehlers formentlig råde over stort set hele OL-holdet ved VM i Finland i maj.

Direkte adspurgt har ingen af de danske veteraner planer om at landsholdsstop efter kvartfinalenederlaget til Rusland ved OL.

Heller ikke Frans Nielsen, der indstiller karrieren efter denne sæson. Den 37-årige tidligere NHL-stjerne ser VM om tre måneder som en passende afslutning.

- Det har altid betydet meget at spille på landsholdet, som har givet mange oplevelser. Det vil betyde meget at få lov at afslutte karrieren i den danske trøje.

- Jeg har allerede snakket med Heinz om det, så hvis alting flasker sig, så er det absolut noget, jeg kunne tænke mig, siger Frans Nielsen, som spillede sit første VM for 20 år siden.