Frans Nielsen: Kæmpe ære at komme på All Star-holdet

Efter ti år i NHL blev Frans Nielsen tirsdag udtage til All Star-holdet, og han glæder sig til oplevelsen.

Frans Nielsen under et besøg hjemme i Herning.
Frans Nielsen under et besøg hjemme i Herning.
Foto: Arkiv

Den danske ishockeyspiller Frans Nielsen blev tirsdag udtaget til den prestigefyldte All Star-weekend i NHL, og Detroit Red Wings-forwarden er stolt over at være en del af ligaens bedste spillere.

- Det bliver sjovt. Det er helt sikkert noget, som jeg er meget stolt af og spændt på, så det er en kæmpe ære at blive udtaget, siger Frans Nielsen til Detroits hjemmeside.

Det er NHL's fans, der har stemt om holdudtagelsen.

Første dansker

Frans Nielsen er den første dansker, der får fornøjelsen af at spille med og mod de største stjerner i All Star-weekenden, hvor danskeren er udtaget til holdet for Atlantic Division. 

Holdet kæmper mod de bedste og mest seværdige spillere fra de tre andre divisioner.

I All Star-kampe spiller man 3-mod-3 for at få mange flere mål og afslutninger. Det nye spilleformat blev indført sidste år, og ifølge Frans Nielsen giver det publikum valuta for pengene.

- Det var helt sikkert sjovere at se sidste år end tidligere år. Det er som om, at folk går lidt mere op i det, og derfor bliver det både hårdt og sjovt at spille 3-mod-3, siger Frans Nielsen.

Tæt program

Det store event finder sted 29. januar i Los Angeles, hvilket giver Frans Nielsen lang tid på farten midt i et i forvejen tæt kampprogram.

- Vores program er hårdt, men det bliver min første All Star-kamp, og det glæder jeg mig til, siger Frans Nielsen.

Herningenseren blev i januar 2007 den første dansker til at optræde i NHL. De første ni og et halvt år spillede han for New York Islanders, før han i sommer rykkede videre til Detroit Red Wings.

Detroits cheftræner, Jeff Blashill, lykønsker sin danske spiller med udtagelsen.

- Først og fremmest ønsker jeg ham tillykke. Han har været et godt indkøb og en god spiller for os, siger Jeff Blashill.

/ritzau/