Første BR genåbnet i landsdelen: - Det er mega fedt

Så er der godt nyt til børn og barnlige sjæle i Herning - onsdag blev det igen muligt at købe legetøj i en Fætter BR-butik i byen.

Med lidt hjælp fra den forreste kunde i køen kunne Michael Kjeldsen Jensen (th.) åbne butikken i Herning.
Med lidt hjælp fra den forreste kunde i køen kunne Michael Kjeldsen Jensen (th.) åbne butikken i Herning.
Foto: Christian Toft Bro, TV MIDTVEST

Onsdag genåbnede landsdelens første Fætter BR-butik i Herning. Butikken er én af i alt tre butikker, der genopstår i Midt- og Vestjylland, efter at selskabet bag, TopToy, gik konkurs mellem jul og nytår sidste år. 

I Herning var det en forventningsfuld butikschef, der glædede sig til at byde både børn og voksne velkommen i butikken igen. 

- Jeg er mega spændt. Det bliver mega godt. Og vi er super klar i butikken, lød det fra Michael Kjeldsen Jensen. 

Han har tidligere arbejdet i adskillige legetøjsbutikker, blandt andet Fætter BRs tidligere forretninger i Silkeborg og Horsens. Senest har han været ansat i Toys'R'Us i Viborg - og han elsker det. 

- Man skal lave det, man synes er sjovt. Ellers skal man lave noget andet. Og jeg synes altså stadigvæk, at det her er sjovt, siger han. 

- Jeg glæder mig til at komme i kontakt med børnene igen - komme ned i deres højde og snakke med dem. Ja, bare hygge mig med kunderne. 

Åbningsdag krævede udklædning for Michael Kjeldsen Jensen.
Åbningsdag krævede udklædning for Michael Kjeldsen Jensen.
Foto: Christian Toft Bro, TV MIDTVEST

Klokken 12 behøvede han ikke vente længere. Med god hjælp fra kunden forrest i køen blev det røde bånd klippet, og så kunne herningenserne igen handle legetøj i Fætter BR, og Michael Kjeldsen Jensen kunne sænke skuldrene. 

- Nu kan vi puste ud. Nu har vi åbnet, og det er mega fedt. Det har vi jo gået og ventet på, mens vi har bygget butikken. 

Forinden havde han været lidt spændt på, om der ville stå kunder klar, når dørene gik op, men det gjorde der - både børn og voksne vrimlede ind i butikken.

- Det var fedt - mega fedt. Det er bedre, end at der bare står to mennesker. Det har man set før, siger Michael Kjeldsen Jensen. 

Efter konkursen købte Salling Group, der nok er bedst kendt for Salling Stormagasiner, Netto, Føtex og Bilka, retten til at videreføre Fætter BR.

I alt vil 26 af kædens butikker genåbne på landsplan - her i landsdelen drejer det sig om butikker i Viborg, Holstebro og Michael Kjeldsen Jensens butik i Herning.

1:58