Forskere undersøger elektrikere: Hvad sker der når de får stød?

Hvad sker der egentlig, hvis man ofte får stød? Det er der næsten ingen viden om, men nu vil et hold forskere finde ud af det.

Der er for lidt viden om, hvad der sker med kroppen, når man flere gange er udsat for voldsomme stød.
Der er for lidt viden om, hvad der sker med kroppen, når man flere gange er udsat for voldsomme stød.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Et elektrisk rap over nallerne har mange af os sikkert prøvet en gang eller to. Men for nogen er det en risiko, de må leve med hver dag.

- Jeg har nok fået det en 3-4 gange, hvor man har rodet i et lampeudtag og så fik man lige rørt ved det, der ikke skulle røres ved. Så skynder man at trække fingrene til sig, og så sker der ikke mere ved det, forklarer Søren Fredslund Clausen, som er tekniker hos Søndergaard El.

Men faktisk kan stød gennem kroppen give blandt andet sårskader, muskelbesvær og nerveskader, der er bare ikke særlig meget viden om følgerne af el-ulykker.

Eksempler på skader ved el-ulykker.
Eksempler på skader ved el-ulykker.
Foto: SIkkerhedsstyrelsen

Undersøgelse skal give svar

Derfor er 22.500 elektrikere herhjemme nu inviteret med i verdens største undersøgelse på området. De mange tusinde elektrikere skal gøre et hold forskere klogere på, hvad der sker med mennesker, der udsættes for stød: 

- Det er vigtigt at vide, fordi vi gerne vil kende eller kunne sige noget om årsag og virkning. Og det kan man kun for alvor finde ud af, hvis man følger folk over tid. Der kan jo godt komme en og sige, at han har gener, fordi han var ude for en strømulykke, men var det det? forklarer Anette Kærgaard, som er overlæge på Arbejdsmedicin i Herning.

Arbejdsmedicin i Herning skal følge elektrikerne i et halvt år for at få viden om, hvor ofte de er ude for ulykker, og om de får helbredsgener af det.

- To mænd, samme alder og samme dag er ude for den samme hændelse. Den ene får nogle symptomer, og den anden får ikke. Og det er det, som den her undersøgelse kan være med til at vise. Det er måske: hvorfor er der nogen, som får symptomer og andre gør ikke, siger Anette Kærgaard.

Tiltrængt undersøgelse

Dansk El forbund glæder sig over, at deres medlemmer snart kan blive klogere på el-ulykkerne.

- Vi vil meget gerne om muligt være med til at sikre, at det kan dokumenteres, hvis der er følger efter de her skader, at kollegerne også får den anerkendelse, at de er kommet til skade på arbejdet, fortæller Brian Poulsen, som er afdelingsformand i Dansk El forbund Midtjylland.

Og selvom folk stadig kommer ud for el-ulykker findes der ingen tal på, hvor mange.

- Det er jo ikke noget folk, de praler over længere. Så jeg ved det faktisk ikke, men det skulle undre mig, hvis ikke der var nogen, der fik et rap over nallerne engang imellem, fortæller tekniker Søren Fredslund Clausen.

Værst med de unge

Dansk El-Forbund har lavet en undersøgelse blandt lærlinge, og den viser, at 85 procent af dem har fået stød.

Er I gode nok til at forebygge, at de her ulykker sker?
- Det er vi jo ikke, for de sker. Men vi italesætter det og prøver at komme ud til kollegaerne og spørge, om de har overvejet at lave deres arbejde uden spænding, fortæller Brian Poulsen, som er afdelingsformand i Dansk El forbund Midtjylland.

Hver tiende af El-forbundets 3300 medlemmer i Midtjylland har tilmeldt sig undersøgelsen.

2:25
Se indslaget om det nye forskningsprojekt her.