Formodet Faktarøver anholdt: Varetægtsfængslet i fire uger

En sjællandsk mand er blevet anholdt og varetægtsfængslet, sigtet for et røveri mod Fakta i Herning lørdag eftermiddag.

Retten i Herning
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Politiet har anholdt en 50-årig mand, der er sigtet for at have begået røveri mod Fakta i Herning lørdag eftermiddag. 

Lidt før klokken 16 gik manden ind i butikken, hvor han skaffede sig adgang til kassen. 

- Han siger "åbn kassen", skubber ekspedienten væk og tager, hvad der er i kassen. På grund af skubbet takserer vi det som røveri, forklarede vagtchefen lørdag til TV MIDTVEST.

Manden slap angiveligt afsted fra røveriet med et par tusinde kroner, og politiet gik efterfølgende ud med et signalment af røveren, og det er det, der har ført til, at politiet torsdag morgen kunne anholde den sjællandske mand på en varmestue i Herning. 

- Selve anholdelse er sket ud fra det signalement, vi havde ud fra videoovervågningen fra Fakta, fortæller politikommissær ved lokalpolitiet i Herning Lars Elmstrøm.

Manden er efterfølgende blevet fremstillet i grundlovsforhør, hvor han er blevet varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger. Han nægter sig skyldig.