Forbipasserende troede ulovligt bål var skovbrand

Onsdag aften fik brandvæsenet en melding om en skovbrand vest for Herning. Det viste sig at være et ulovligt bål når en landejendom.

Da Brand & Redning MidtVest kom ud til stedet, konstaterede de, at der var tale om et bål og ikke en skovbrand.
Da Brand & Redning MidtVest kom ud til stedet, konstaterede de, at der var tale om et bål og ikke en skovbrand.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Onsdag aften fik forbipasserende lidt af et chok, da de troede, at skoven nær Albækvej vest for Herning stod i flammer.

Da Brand & Redning MidtVest kom ud til stedet, konstaterede de, at der var tale om et bål og ikke en skovbrand.

- Det er et rimeligt stort bål ved en landejendom, man er ved at rive ned. Det ser ud til, at ejerne har pillet alt træ ud af ejendommen og prøver at komme af med det ved at brænde det, fortæller indsatsleder Peter Kristensen fra Brand & Redning MidtVest.

Det er ulovligt at lave bål efter mørkets frembrud, hvis man ikke holder øje med bålet.

Indsatslederen oplyser, at de ikke traf nogle personer på stedet. Derfor slukker brandvæsenet nu det store bål.

- Det skal slukkes, så der ikke er andre forbipasserende, der ringer 112, fordi de tror, at skoven brænder, siger Peter Kristensen.

Brand & Redning MidtVest regner med at slukningen tager 30-45 minutter.