Folketingsmedlemmer i sag om affaldsbjerge: Kommunen skal rydde op

Folketingsmedlemmer kræver nu, at Herning Kommune rydder op hos en konkursramt virksomhed i Fårbæk. Kommunen mener ikke, at det er deres ansvar.

Mere end et år efter konkursen fylder bjergevis af skrald fylder stadig på pladsen rundt om den tidligere virksomhed i Fårbæk.
Mere end et år efter konkursen fylder bjergevis af skrald fylder stadig på pladsen rundt om den tidligere virksomhed i Fårbæk.
Foto: Morten Thomsen

Flere folketingsmedlemmer blander sig nu i sagen om de enorme mængder affald, der ligger rundt om en konkursramt virksomhed i Fårbæk ved Karup. 

- Det er jo noget, der potentielt kan blive til en miljøsag, når der er gået mange år, så jeg synes da, at det er ren logik, at kommunen træder til med det samme, lyder det fra DF's Karina Due, der er medlem af Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg. 

Virksomheden Midtjysk Flaskecentral gik konkurs i marts sidste år. Den bank og kreditforening, der havde penge tilgode i virksomheden, har frasagt sig ejendommen, og Herning Kommune mener heller ikke, at det er deres ansvar at rydde op. 

- Vi har fået at vide fra Ankestyrelsen, at det vil blive betragtet som erhvervsstøtte, hvis vi rydder op derude, så det gør vi ikke, siger Joan Hansen (V), der er formand for kommunens teknik- og miljøudvalg.

Folketingsmedlemmer er klare i spyttet: Ryd op

To af landsdelens folketingsmedlemmer er dog ikke enige i, at kommunen skal frasige sig ansvaret i sagen. De mener tværtimod, at kommunen skal tage affære og rydde op på grunden. 

- Når man har plastik, dåser og skrammel i de her mængder, som potentielt kan true miljøet og lokalsamfundet ved, ta det kan blæse rundt, så er sagen helt klar for mig, så kan kommunen godt gå ind og rydde op, lyder det fra Simon Kollerup (A), der ligesom Karina Due (DF) også sidder i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg. 

- Kommunen kan gå ind og rydde op, og regningen for oprydningen kan de sende til boet. Så er det ikke sikkert, at de får nogle penge hjem, for det er ikke sikkert, at det blive solgt for nok til, at de kan gå ind og få indløst deres krav, men så kommer man trods alt videre, supplerer Karina Due (DF). 

Men hvis Herning Kommune skal rydde op, så skal der også komme noget den anden vej, lyder det. 

- Hvis Christiansborg lige pludselig vil have, at en kommun skal til at rydde op efter en privat virksomhed... Det vil så være et nyt ansvarsområde, som kommunen vil få, som vi ikke har haft før, og så må der vel også følge penge med, hvis det skal være på den måde, siger Joan Hansen (V). 

Minister går ind i sagen

Venstres Miljø- og Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) er nu også gået ind i sagen om affaldsbjergene. Han har bedt Miljøstyrelsen om at kigge på det. 

- Det er uholdbart med en situation, hvor der flyder plastik og affald, som  ingen vil tage ansvar for at rydde op, skriver han i en mail til TV MIDTVEST. 

2:11
Flere folketingsmedlemmer kræver, at Herning Kommune rydder op hos en konkursramt virksomhed i Fårbæk ved Karup.