Første charterfly efter coronaen: - Det er en fantastisk god fornemmelse

Bravo Tours sendte tidligt fredag morgen 118 gæster til Kreta. Det var det første charterfly, der forlod Billund efter corona-nedlukningen.

2:09
Administrerende direktør Peder Hornshøj, Bravo Tours.Se indslag fra afgangen her.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Fredag den 3. juli 2020 kommer fremover til at stå som en stor dag i Bravo Tours historie.

For første gang siden corona-nedlukningen i marts sendte rejseselskabet fra Herning tidligt fredag morgen et charterfly ud i Europa. 

Klokken 05.30 var der afgang mod Kreta, og det var ikke alene det første charterfly fra Bravo Tours. Det var også det første med afgang fra Billund Lufthavn.

- Det er en fantastisk god fornemmelse at have et fly i luften igen efter næsten fire måneder. Det er næsten, som da vi for 21 år siden sendte det første fly afsted i Bravo Tours, sagde selskabets administrerende direktør Peder Hornshøj, da han havde fulgt gæsterne helt ud til flyet.

Flyet var fuldt booket med 118 passagerer, blandt dem Marianne og Jørn Lodahl fra Herning. De glædede sig til at komme på ferie - ikke mindst fordi de tidligere har fået en tur aflyst på grund af coronaen.

- Det bliver spændende at komme ned og se, hvor meget de har fået åbnet op. Og vi er slet ikke betænkelige ved at tage afsted. Smittetrykket i Danmark skulle være højere end i Grækenland, lød det fra parret.

Marianne og Jørn Lodahl var med på det første charterfly fra Billund Lufthavn efter coronaen.
Marianne og Jørn Lodahl var med på det første charterfly fra Billund Lufthavn efter coronaen.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Peder Hornshøj mente også, at gæsterne trygt kunne tage afsted.

-På Kreta har der dybest set ikke været corona, så det er et sikkert sted, de kommer til. Det lader også til, at man kan holde en næsten helt normal ferie, selvfølgelig med lidt mere afstand og håndhygiejne, sagde han.

Selv om de første chartergæster nu er sendt til Kreta, betyder det dog ikke, at rejsebranchens kvaler er ovre. Peder Hornshøj brugte det udtryk, at coronaen har skudt branchen helt tilbage til stenalderen.

- De 24.000 gæster, vi skulle have haft afsted i juli, bliver måske kun til 2700-2800, hvis vi er heldige. Vi er kede af, at det er sådan, men nu er vi i gang, og det her er forhåbentlig en god kickstart og et skub i retning af, at det hele bliver mere normalt, sagde han.

Det første charterfly sendte 118 gæster til Kreta.
Det første charterfly sendte 118 gæster til Kreta.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST