Før CL-brag: FCM er langt foran de andre hold i Danmark, mener Ajax-træner

FC Midtjylland er tydeligvis det bedste hold i Danmark, mener Ajax-træner Erik ten Hag før onsdagens CL-kamp.

Pione Sisto og Frank Onyeka under en tidligere kamp i Champions League (arkivbillede).
Pione Sisto og Frank Onyeka under en tidligere kamp i Champions League (arkivbillede).
Foto: Henning Bagger / Rtizau Scanpix

FC Midtjylland kommer ind til onsdagens Champions League-kamp med sejre og selvtillid i bagagen, og måske er selvtilliden styrket efter ros fra Ajax-træner Erik ten Hag.

Siden 1-2-nederlaget til Ajax i Herning for tre uger siden har midtjyderne hentet to vigtige sejre i Superligaen og vundet en pokalkamp.

Det er også blevet bemærket hos ten Hag, der konkluderer, at ingen af de andre danske hold nærmer sig FC Midtjylland for tiden.

- Vi vidste selvfølgelig, det var et godt hold. De er i god form og tydeligvis de bedste i Danmark. De vandt i København og mod nummer tre og står langt foran de andre hold. Det er et rigtigt godt hold, vi skal spille mod, siger Ajax-træneren på et pressemøde tirsdag.

I det omvendte opgør fik hollænderne en drømmestart med to mål på 12 minutter. Men derefter gik gæsterne ned i kadence og tillod FC Midtjylland at skabe en række store chancer, hvoraf den ene førte til et mål af FCM-profilen Anders Dreyer.

Ten Hag har opskriften klar til at undgå en gentagelse.

- Vi skal være meget bedre, når vi har bolden. De første 20 minutter gik perfekt, og vi scorede to gode mål. Derefter var vi dårlige, når vi havde bolden. Vi var dårlige i vores positionsspil. Det kan ske.

FC Midtjylland tabte det første opgør mod Ajax i Champions League med 2-1.
FC Midtjylland tabte det første opgør mod Ajax i Champions League med 2-1.
Foto: Henning Bagger / Rtizau Scanpix

Det første møde fik en dramatisk optakt, da en stribe Ajax-spillere blev testet positive for coronavirus dagen før kampen på dansk jord.

Det førte til, at Ajax-træneren blot udtog 17 spillere, men senere stødte profiler som André Onana og Davy Klaassen alligevel til truppen og kunne være med til opgøret.

Samme scenarie skal man ikke frygte til onsdagens kamp, forsikrer Erik ten Hag.

- Alle er blevet testet negative og kan være med.

- Det er rart, at vi allerede ved nu, at alle testene gav et godt svar, så alle kan spille, siger træneren.

Før onsdagens opgør har Ajax fire point på andenpladsen. Midtjylland er sidst med nul point. På første- og tredjepladsen finder man henholdsvis Liverpool og Atalanta.