Fodbold: Tysk storklub sættes i forbindelse med tidligere FCM-profil

Schalke 04 kan være næste stop for Jonas Lössl. Hans kontrakt med Huddersfield er udløbet og klubben rykkede ud af den bedste engelske række.

Et nyt eventyr i Tyskland kan vente forud for Jonas Lössl.
Et nyt eventyr i Tyskland kan vente forud for Jonas Lössl.
Foto: HANNAH MCKAY

Ebbe Sand, Søren Larsen og måske nu Jonas Lössl. Den tidligere FCM-målmand vil skrive sig ind i en fornem række, hvis han i næste sæson rykker til den tyske Bundesliga og Schalke 04. 

Lössl havde kontraktudløb med Huddersfield efter den netop overståede sæson, og allerede i begyndelsen af maj gav han udtryk for, at han ønsker at søge nye udfordringer.

I et længere indlæg på Twitter tirsdag forklarer den 30-årige dansker, hvor meget de seneste to år i Huddersfield har betydet for ham.

- Denne sæson, og især de seneste par måneder, har været meget turbulent, men der er ingen tvivl om, at jeg er stolt og beæret over at have fået muligheden for at bære Huddersfield Town-trøjen de seneste to år.

- Rejsen med Town har været højdepunktet i min karriere indtil videre. Jeg har spillet det bedste fodbold i mit liv, skabt nogle utrolige minder, opnået nogle ekstraordinære mål og mødt mennesker, som jeg nu betragter som rigtig gode venner, skriver han.

Jonas Lössl nævner i opslaget ikke noget om sine fremtidsplaner.

Tidligere træner rykket til Tyskland

På rygteplan er han blevet sat i forbindelse med flere franske klubber, og tirsdag skrev tyske Bild, at Lössl er sat i forbindelse med Schalke 04, efter at klubben har ansat David Wagner som cheftræner.

Det var Wagner, som var med til at hente både Jonas Lössl og Mathias "Zanka" Jørgensen til Huddersfield i sin tid.

- Jeg vil gerne sige særligt tak til David Wagner for at tro på mig og give mig chancen, skriver Jonas Lössl i sit opslag om sin tid i Huddersfield tirsdag.

- Jeg er nu en Midtjylland-, Guingamp-, Mainz- og Town-fan for resten af livet, tilføjer han.

Jonas Lössl var en del af den første årgang på FC Midtjyllands fodboldakademi i 2004. Han blev i klubben frem til 2014, hvor han skiftede til franske Guingamp, inden han i 2016 kom til Mainz og Bundesligaen.

Fra Mainz blev han i første omgang udlejet til Huddersfield, og i 2018 skiftede han permanent.

3:31
Vi var i 2011 på Cafe med Jesper Juelsgaard og Jonas Lössl forud for u/21 EM.