Fodbold: Midtjylland internt splittet i troen på DM-guld

Selvom FC Midtjylland mandag sikrede sig tre point ude mod FC Nordsjælland, så holdets anfører ikke på guld. Det gør cheftræneren dog.

Jakob Poulsen har opgivet drømmen om guld i denne sæson.
Jakob Poulsen har opgivet drømmen om guld i denne sæson.
Foto: Ritzau Scanpix / Henning Bagger

FC København løber med det danske mesterskab i denne sæson.

Sådan lyder meldingen fra FC Midtjylland-anfører Jakob Poulsen, efter at holdet mandag aften slog FC Nordsjælland med 2-1 i Superligaen.

Sejren betød, at midtjyderne stadig har en matematisk chance for at vinde guldet, men holdet har hele 11 point op til FC København med fire spillerunder tilbage.

- Jeg tror ikke længere på mesterskabet. Det er lidt svært at tro på, siger Jakob Poulsen.

Holdets helt store mål er nu at vinde pokalfinalen mod Brøndby, forklarer han.

- Vi tænker ikke så meget på mesterskabet lige nu. Det er forduftet, tror jeg. For os handler det om at levere nogle gode præstationer med henblik på at være klar til pokalfinalen 17. maj.

- Det handler om at få tanket selvtillid og komme tilbage til det, vi er gode til og har vundet mange kampe på.

- Vi skal forberede os til pokalfinalen, og det gør man bedst ved at gå ud og levere nogle fornuftige præstationer på banen, siger han.

Træner tror på DM-guld

FCM-træner Kenneth Andersen er endnu ikke klar til at opgive håbet om at genvinde guldet.

- Vi har hele tiden sagt, at så længe chancen er der, så går vi efter det. Vi kan godt se, at chancen ikke bliver større, men vi har ikke lagt os ned endnu, siger han.

Ifølge Jakob Poulsen har FCM ikke leveret godt nok i mesterskabsspillet, hvor FCK har trukket fra i toppen.

- FCK har haft flere spillere end os, som har toppet og leveret rigtig gode præstationer i mesterskabsspillet. Vi ikke leveret på det niveau, vi kan og skal for at blive danske mestre, mener anføreren.
  

3:02
FC Midtjylland er meget tæt på en titel i denne sæson. I pokalfinalen skal man møde Brøndby. 

/ritzau/