Flot syn i vente: F-16 fejrer jubilæum ved at flyve i formation

Hvis vejret arter sig, er der fredag chance for at se 10 F-16 i formationsflyvning over blandt andet Silkeborg, Herning og Karup.

De danske F-16 fly kan i år fejre 40 års jubilæum.
De danske F-16 fly kan i år fejre 40 års jubilæum.
Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix

Hvis man befinder sig på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, er der fredag chance for at se et spektakulært syn på himlen over det midt- og vestjyske.

De danske F-16 fly fejrer 40 års jubilæum, og i den anledning sender Fighter Wing Skrydstrup 10 F-16 på vingerne i formationsflyvning.

Der bliver tale om to ture, og det er den første, der er mest interessant her i landsdelen.

De 10 F-16 forlader Skrydstrup klokken 10.05 for at sætte kursen mod Læsø, og herfra går turen mod Aalborg og Aarhus, inden det imponerende skue når Silkeborg (omkring klokken 10.51), Karup Lufthavn (10.53) og Herning (10.56).

Forsvaret understreger, at flyene kun bliver sendt afsted, hvis vejret arter sig, så man kan se dem fra jorden. Det er planen, at flyene vil befinde sig i 2000 fods højde, hvilket svarer til cirka 620 meter.

De danske F-16 har på 40 år fløjet ikke mindre end 335.080 timer. Flyene har blandt andet været indsat i fredsbevarende missioner og i kampen mod islamisk stat. Senest har de deltaget i en NATO-aktion i forbindelse med suverænitetshåndhævelse af det baltiske luftrum.

Danmark har i øjeblikket 44 kampklare F-16. De kan som nævnt fejre 40 års jubilæum, og politikerne har besluttet at lade dem af erstatte af 27 nye kampfly af typen F-35 - også kaldet Joint Strike Fighter.

De første F-35 kommer til Danmark i 2023.

Her kan man se ruten for de 10 F-16 fly. Bemærk, at der skulle have stået 10.05 ved afgang fra Skrydstrup.
Her kan man se ruten for de 10 F-16 fly. Bemærk, at der skulle have stået 10.05 ved afgang fra Skrydstrup.
Foto: Forsvaret
Ruten for den anden formationsflyvning.
Ruten for den anden formationsflyvning.
Foto: Forsvaret