Flere uheld på motorvejen - advarer om vand på kørebanen

Husk nu at køre efter forholdene, lyder advarslen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politibil.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

De seneste dages voldsomme nedbør sætter sit præg på trafikken i det midt- og vestjyske.

Onsdag formiddag blev der meldt om flere uheld på motorvejene, og i den forbindelse opfordrer Midt- og Vestjyllands Politi trafikanterne til at være ekstra opmærksomme.

- Det kan godt undre lidt, at folk stadig kan blive overraskede over, at der ligger vand på kørebanen, når det regner og stormer på tredje dag. Vi kan vi kun opfordre til, at man kører efter forholdene, siger vagtchef Lars Even.

Han fortæller, at fire biler ved nitiden kørte galt i det vestgående spor på Herningmotorvejen mellem Bording og Ikast. To biler kørte af vejen - formentlig på grund af aquaplaning - og kort efter var der to andre biler, der stødte sammen.

Vagtchefen fortæller, at politiet under oprydningsarbejdet valgte helt at spærre motorvejen i vestgående retning, fordi de biler, der passerede stedet, kørte alt for hurtigt. 

Lidt senere blev der så meldt om et uheld på Holstebromotorvejen mellem Tvis og afkørslen til Viborgvej, hvor to biler stødte sammen. 

Ingen af de implicerede bilister skulle være kommet alvorligt til skade.