Flere hundrede samlet til mindehøjtidelighed

Flere hundrede er mandag aften mødt frem på Torvet i Herning for at mindes terrorofrene.

Mindehoejtidlighed2.jpg

Mandag aften er flere hundrede mødt frem i Herning for at minde ofrene for weekendens terrorangreb i København. Mindehøjtideligheden i Herning er arrangeret af Charlotte Nielsen over facebook. Begivenheden har spredt sig via sociale medier.

-  Jeg synes, det er vigtigt, at vi kommer ud på gaden og viser, at det er vigtigt, at vi står sammen. For at sige, vi finder os ikke i de ting, der foregår. Normalt er det sådan noget her vi ser i andre lande, det skal ikke ske i Danmark. Og så er vi her for at vise ofrene og de efterladte den sidste respekt, siger Charlotte Nielsen, initiativtager til mindehøjtidelighed i Herning.

Stor opbakning bag initiativet

Der var mødt ca. 450 mennesker frem til arrangementet i Herning. En af dem var Erich Fuglsbjerg fra Havnstrup.

- Jeg synes, det er smukt. Det er et rigtig godt initiativ. Det viser i og for sig også, at danskerne står sammen, når der er behov for det. Det skal vi til at gøre nu, siger Erich Fuglsbjerg

Udover Herning var der også mindearrangementer i Viborg, hvor op mod 400 mødte frem. Ligeledes i Holstebro mødte mange frem. Arrangører skønner, at der var mellem 150 og 200 deltagere ved musikhuset i Holstebro.