Flere hjemløse får tag over hovedet

En fokuseret indsats i Hjemløse-teamet har båret frugt i Herning Kommune. 8 ud af 10 hjemløse, der har været visiteret til projektet har fået tag over hovedet igen

Gaagade_25_0.jpg

I lidt over to år har Herning Kommune arbejdet med at få hjemløse i bolig, og det projekt har vist sig at være en succes. 37 nu tidligere hjemløse har igen fået tag over hovedet med hjælp fra det, de i Herning kalder hjemløse-teamet. Det svarer til 8 ud af 10 hjemløse, der har været visiteret til projektet.

 - Vi er lykkedes med at arbejde fokuseret på, at vi får lavet nogle helhedsplaner sammen med borgeren. De får støtte til at være i lejligheden, til at få styr på deres økonomi, og så bliver de hjulpet i gang med at få opbygget et socialt netværk, fortæller Ulla Andersen, der er leder af Psykiatri, udsatte og misbrug i Herning Kommune.

Hjemløse tager godt imod

Det er ikke kun i forvaltningen, de glæder sig over, at flere hjemløse i Herning igen får tag over hovedet. De hjemløse selv melder nemlig tilbage til kommunen, at de også er glade for den hjælp og støtte, som kommunen har givet dem.

 - For nogle er det måske tredje eller sågar fjerde gang, de prøver at få fode på livet igen. Men den ekstra hjælp, de har fået fra deres sociale medarbejder i kommunen, har givet dem det ekstra skub til at føle sig til rette i eget hjem, fortæller Ulla Andersen.

Fortsætter projektet

De første to år har projektet været finansieret af staten. Nu udløber statsfinansieringen, men Herning Kommune fortsætter indsatsen med de hjemløse. Det kan simpelthen ikke betale sig at lade være.

 - Det har ikke været svært at tage den beslutning. Vi har dårligt råd til at lade være, både på det økonomiske og det menneskelige plan, slutter Ulla Andersen.

I projektet har Hjemløse-teamet i Herning Kommune haft fokus på de ældre hjemløse og de unge sofasurfere.