Fire tyve brød ind i både HerningCenteret og smykkebutik

Der er blevet stjålet smykker for et større beløb.

Natten mellem fredag og lørdag brød fire smykketyve ind i HerningCenteret.
Natten mellem fredag og lørdag brød fire smykketyve ind i HerningCenteret.
Foto: Paul Skovbakke.

Klokken 1.30 gik alarmen i HerningCenteret. Fire indbrudstyve havde først brudt døren til centeret op og herefter metalgitteret ind til butikken Guld & Ure.

- De har stjålet smykker for et større beløb, og så har de smadret flere montre i butikken, fortæller politiets vagtchef Henrik Nielsen.

Tyvene stjal smykker fra butikken Guld & Ure i HerningCenteret.
Tyvene stjal smykker fra butikken Guld & Ure i HerningCenteret.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Tyvene fanget på overvågningskameraer

På overvågning fra centeret og butikken kan man se, at der er tale om fire gerningsmænd, men de var alle væk, inden politiet nåede frem - kun otte minutter efter alarmen lød.

Politiets efterforskere skal nu i gang med at gennemgå overvågningen – ikke kun fra i nat, men også fra tidligere.

- Vi skal se, om de har været der for at forberede indbruddet, siger Henrik Nielsen.

Politiet vil gerne høre fra folk, der kan have set de fire gerningsmænd eller deres køretøj i nat. Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.