Flere biler er kørt galt på motorvejen - pas på aquaplaning

Politiet oplyser, at der ikke er sket alvorlig personskade.

En af de biler, der søndag formiddag endte i grøften i et solouheld.
En af de biler, der søndag formiddag endte i grøften i et solouheld.
Foto: Øxenholt foto

På Herningmotorvejen mellem Herning og Bording er der sket adskillige færdselsuheld. 

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter. 

Simon Skelkjær, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, fortæller, at  uheldene skyldes aquaplaning. 

- Det er fem eller seks biler, der er kørt galt på strækningen. Noget tyder på, at det er en lokal haglbyge, der er blevet til vand, som har skabt problemer, siger han. 

Kør efter forholdene

Ifølge vagtchefen er der blevet tilkaldt én ambulance til stedet, men der er ikke sket nogen alvorlig personskade. 

- Alle uheld er solouheld, og bilerne holder ude i siden, så man kan godt komme forbi, men man skal køre forsigtigt og tage hensyn til de personer, der arbejder på stedet, siger Simon Skelkjær. 

Politiet opfordrer til, at man sætter hastigheden ned og kører efter forholdene, da der er risiko for aquaplaning flere steder.