Fem børneuniverser på seks år: Torben og Heidi lever af deres kærlighed til legetøj

Et ægtepar fra Herning åbnede en lille butik for seks år siden. I dag har de en stor webshop og er på vej til at åbne butik nummer fem.

Torben Krogh og Heidi Ritter har skabt butikkerne Børnenes Kartel. Foto: Bent Løkke Leth

Legetøj har en stor plads i hjertet hos et ægtepar fra Herning.

Faktisk er kærligheden til legetøj så stor, at Torben Krogh og Heidi Ritter har skabt Børnenes Kartel, der sælger legetøj og alt muligt andet, som børn kunne have brug for. 

Læs også Brugt legetøj får nyt liv på krisecentre og børneafdelinger

På kun seks år har parret åbnet fem butikker - som de selv kalder børneuniverser - og en stor webshop. 

- Jeg har altid haft en mani med at samle på legetøj. Jeg har bare en passion for legetøj. Når vi får nye varer ind, vil jeg gerne kigge på det hele, og jeg vil også godt kunne stå inde for, at kvaliteten er okay, siger Torben Krogh. 

Torben Krogh fortæller, at de blandt andet fik idéen til at åbne en legetøjsbutik, fordi de synes, der manglede noget i udvalget herhjemme. 

Alle de produkter, vi sælger, har jeg valgt personligt, fordi det er nogle produkter, jeg tror på. Jeg elsker hvert evig eneste produkt

Heidi Ritter, indehaver af Børnenes Kartel. 

- Heidi har rejst en del ude i verden og set ting, som vi har ærgret os over, at man ikke kan købe i Danmark. Vi kan godt lide at se børn, der bliver glade og finder noget, der er anderledes, siger han. 

Voldsomt vokseværk

Torben Krogh og Heidi Ritter har begge store legebørn i sig. Torben Krogh har elsket at lege med modeltog, siden han var barn. Og Heidi Ritter brugte en del tid i gymnasiet på at købe bamser og Gjøl Trolde, som hun solgte videre.

Men selvom ægteparret fra Herning har en stor passion for legetøj, så var det ikke det første karrierevalg. 

Torben Krogh har en stor del af sit arbejdsliv været sælger i køkkenbranchen, mens Heidi Ritter har designet børnetøj. 

I hverdagen er det primært Torben Krogh, der har ansvaret for personalet.  Foto: Bent Løkke Leth

Men i august 2014 tog de mod til sig og kastede sig ud i livet som indehavere af en legetøjsbutik. Det var en lille butik på 60 kvadratmeter i et industrikvarter. Børnenes Kartel var født.

Børnenes Kartel var en succes fra starten. Efter et halvt år var butikken for lille, og forretningen flyttede i større lokaler. 

Siden da har Børnenes Kartel haft voldsomt vokseværk. Hurtigt blev butikken suppleret med en webshop, og i dag er der to butikker i Herning, én i Silkeborg og én i Aalborg. 

- Man kniber sig selv lidt i armen. Når jeg sidder og tænker tilbage på for fem år siden, så var det alt det her, jeg havde håbet på, fortæller Heidi Ritter. 

Ikke for mange batterier 

Parrets passion for legetøj betyder også, at de er meget optagede af at vælge de rigtige produkter til butikkerne. Noget af det, der er særligt vigtigt for parret, er kvalitet. 

- Jeg kan rigtig godt lide, når et legetøj ikke kun lægger op til én bestemt leg, men at barnet selv kan være kreativ og bruge fantasien.

- Og så vil jeg personligt hellere have, at en dukke koster 700 kroner, og at den så kan holde de næste tre generationer, end at man kan købe tre dukker, hvor benene falder af med det samme, siger Heidi Ritter. 

Derudover har parret en klar filosofi for det legetøj, de sælger:

- Der skal helst ikke være for meget med batterier, siger Torben Krogh. 

Ifølge Louise Byg Kongsholm, der er trendforsker hos Pej Gruppen i Herning, så er det netop kvaliteten på produkterne, der er en af grundene til, at ægteparret bag Børnenes Kartel har så stor succes med virksomheden. 

Heidi Ritter står for indretningen af butikkerne.  Foto: Bent Løkke Leth

- Vi ser en tendens til, at børnefamilier vil have ting i ordentlig kvalitet. Tingene skal holde, så de kan gå i arv gennem generationer, cirkulere rundt i en vennekreds eller sælges videre, siger hun. 

En styrke at være i det sammen

Heidi Ritter tror dog også på, at deres passion for legetøj har gjort en forskel for Børnenes Kartel. 

- Alle de produkter, vi sælger, har jeg valgt personligt, fordi det er nogle produkter, jeg tror på. Jeg elsker hvert evig eneste produkt, siger hun. 

Heidi Ritter og Torben Krogh har brugt rigtig mange timer på at få Børnenes Kartel til at lykkedes. Ifølge Torben Krogh har det været en stor force, at de danner par både privat og professionelt. 

- Det er en rejse, vi har været igennem sammen. Det sætter os også nogle gange på prøve, når vi skal blive enige om, hvad vi skal. Men man kender hinanden 100 procent, og man ved, hvor langt man kan presse hinanden, siger han. 

- Det er en tryghed. Jeg står ikke alene med ansvaret. Hvis jeg bliver ked af det eller frustreret, så har jeg min mand at snakke med. Jeg har hans ubetingede støtte, og han har min, supplerer Heidi Ritter.  

Børnenes Kartels nye butik åbner i Kolding Storcenter den 20. marts. 

04:32 Luk video