Fejl i lønsedlen - Hospitalsansatte får efterbetalt 2,5 millioner kroner

Ansatte på sygehusene i Holstebro og Herning kan se frem til en noget højere løn i marts, da de i en årrække er blevet snydt for tillæg.

Portører og andre servicemedarbejdere kan se frem til en ekstra stor løn i slutningen af marts.
Portører og andre servicemedarbejdere kan se frem til en ekstra stor løn i slutningen af marts.
Foto: Morten Stricker

Det kan være en rigtig god idé at tjekke sin lønseddel en ekstra gang. Det har ansatte på hospitalerne i Holstebro og Herning fundet ud af. 113 medarbejdere har nemlig penge til gode, efter at der er sket en fejl i lønudbetalingen. Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

- Vi er kede af, at vi har lavet en fejl, men vi er glade for, at FOA på deres medlemmers vegne har fundet fejlen. For tilliden til at pengene altid passer, er afgørende for forholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver. Der skal naturligvis være fuldstændigt styr på aftaler, tilrettelæggelse af arbejdstid og løn. Det skylder vi vores medarbejdere, udtaler hospitalsdirektør i Hospitalsennheden Vest, Poul Michaelsen, i pressemeddelelsen.

Hospitalsenheden Vest, som dækker over de to sygehuse, skal efterbetale i alt 2,5 millioner kroner, hvilket betyder, at de berørte medarbejdere kan se frem til i gennemsnit at få 22.000 kroner oveni marts-lønnen. 

Altid skriftlige aftaler

Årsagen, til at mange medarbejdere nu kan se frem til en udsædvanlig stor løn, er, at de ansatte ikke har fået de tillæg, som de er berettiget til. Fejlen skyldes, at medarbejderne, tillidsrepræsentanterne og ledelsen i en årrække har haft en intern aftale om, at medarbejderne har kunnet arbejde mere end de normale seks dage i træk for dermed at spare op til sammenhængende fridage.

Det er dog ikke en aftale, der har været på skrift, og derfor gælder aftalen ikke.

- Det havde været i orden, hvis vi havde haft en skriftlig aftale, men det har vi ikke, og i den sammenhæng hjælper det ikke, at medarbejdere, tillidsrepræsentanter og ledelsen var enige om fremgangsmåden. Reglerne er, som de er, og dem retter vi ind efter, udtaler Poul Michaelsen i pressemeddelelsen.

Det er portører og andre servicemedarbejdere, som kan se frem til de efterbetalte penge. Faglig sekretær Cecilie Schultze Jakobsen fra 3F Midtjylland udtaler i en anden pressemeddelelse, at de berørte medlemmer om kort tid vil få besked om, hvor meget de hver især får udbetalt.