FCM vil have københavnske sponsorer

FC Midtjylland har fået en ny ide - de vil forsøge at skaffe sponsorere i hovedstaden.

fcm_0.jpg

Ulvene fra Herning forsøger nu også at udfordre de københavnske klubber udenfor banen. De vil kapre sponsorer i hovedstaden og de udfordrer dermed konkurrenterne FC København og Brøndby.

- Vi arbejder på at komme kommercielt ind på markedet i København - også på sponsormarkedet. Det er et led i at hæve de kommercielle indtægter. Vi ser os selv som et nationalt brand, og derfor tror vi på, at vi har nogle kvaliteter, som kunne være interessante for virksomhederne i københavnerområdet, siger FC Midtjyllands formand, Rasmus Ankersen til BT.

FC Midtjylland er allerede nu i gang med jobsamtaler og vil åbne et kontor med faste medarbejdere i København.

Vil ikke stjæle andres sponsorer

Selvom både FC København og Brøndby lige nu har eneret på de københavnske sponsorer, så tror Rasmus Ankersen sagtens, at der kan findes sponsorere til ulvene i det københavnske.

- Lad os sige det sådan, at vi synes, der også er plads til os derover. Vi gør det ikke for at stjæle andres sponsorer eller provokere de københavnske klubber, men vi har nogle ambitioner på banen, og det har vi også udenfor banen. Derfor ser vi det som et naturligt step for os. Vi prøver bare at forfølge den strategi, vi har lagt, siger Rasmus Ankersen.