FCM vandt knebent

Trine Østergaard fra FCM håber på fysisk hård returkamp i DM-finalen. Esbjerg-spillerne kan ikke tåle at få tæsk, mener hun

FCMfinale.jpg

- Øv!

Den umiddelbare reaktion fra Trine Østergaard siger det hele. Fløjspilleren og hendes holdkammerater fra FC Midtjyllands håndboldkvinder måtte nøjes med en kneben sejr på 23-22 i lørdagens første finale om danmarksmesterskabet mod Team Esbjerg. Selv om holdet i slutfasen kunne have bragt sig foran med fem mål.

- Vi fejler til sidst. Det er ikke godt nok, men sådan er det i de her kampe. Jeg er dog stadig positiv. Vi har stadig vundet, og det er helt åbent før næste kamp. Og måske Esbjerg føler, at de er favoritter nu, hvilket måske kan være lidt til vores fordel, siger den hurtige højrefløj til FCM's hjemmeside efter sejren.

Personligt håber hun, at returkampen næste lørdag i Esbjerg bliver fysisk hårdere, end tilfældet var i aftenens opgør i Ikast.

- Det hårde spil er til vores fordel. Vi kan tåle at få tæsk - det kan de ikke, siger Trine Østergaard.

Men holdet skal også præstere bedre, end det gjorde i første opgør, hvor for mange kontraangreb endte uden scoring.

- Kontrafasen får vi ikke til at fungere. Vores hurtige midte lykkes ikke, som den plejer, og det bliver vi nødt til at gøre bedre i Esbjerg, konkluderer landsholdsspilleren.

/ritzau/