FCM taber Europa League-kamp efter sløj indsats

Selvmål fra Patrick Banggaard i første halvleg betød, at FCM tabte 0-1 til Osmanlispor.

1:11
I kvalifikationen til Europa League fik FC Midtjylland i aften en dårlig start i opgøret mod tyrkiske Osmanlispor

FC Midtjylland tabte torsdag aften 0-1 til tyrkiske Osmanlispor FK på MCH Arena, og vejen til Europa League-gruppespillet ser nu vanskelig ud.
    
Kampens første chance tilfaldt gæsterne, som var tæt på at komme foran, da Markus Halsti fejlvurderede et hovedstød og forlængede til angriber Webo.
    
Heldigvis for midtjyderne diskede Johan Dahlin op med en flot redning i målet.
    
Midtjyllands første chance gik hen og blev en stor en af slagsen. Jakob Poulsen slog et fint hjørnespark ind i feltet, som unge Rasmus Nissen headede på overliggeren.
    
Men blot få minutter senere kom hjemmeholdet bagud. Et indlæg ramte uheldigvis Patrick Banggaard, som sneg bolden ind bag en chanceløs Johan Dahlin.
    
Tunge Banggaard havde det generelt svært mod de vævre driblere fra Osmanlispor.
    
Målet vækkede hjemmeholdet, og efter knap en halv times spil burde det have stået 1-1.
    
Filip Novak stod pludselig alene foran det tyrkiske mål efter en dødbold. På forunderlig og egentlig imponerende vis lykkedes det for FCM-backen at misbruge muligheden.
    
Kort før pausefløjtet var Novak igen involveret. Rasmus Nissen tog et par fikse træk i feltet og smækkede et fladt indlæg mod bageste stople, som Novak var få centimeter fra at nå frem til.
    
Da spillerne kom ud fra pausen var der meget, der tydede på, at det skulle blive midtjydernes halvleg, men den gode start blev hurtigt afløst af dumme boldtab og tekniske fejl.
    
I anden halvleg skal FCM prise sig lykkelig for Johan Dahlin, der i flere omgange reddede sit hold fra at komme yderligere bagud.
    
I de døende minutter havde hjemmeholdet flere gode chancer, men det blev for alvor aldrig rigtig farligt ved tyrkernes mål.
    
Returopgøret spilles 25. august i Ankara.
    
/ritzau/