FCM slår Brøndby og åbner kamp om DM-guld på vid gab

På et mål af stopperen Bubacarr Sanneh vandt FC Midtjylland 1-0 ude over Brøndby i mandagens guldbrag.

Erik Sviatchenko og Tim Sparv glæder sig over sejren på Brøndby Stadion.
Erik Sviatchenko og Tim Sparv glæder sig over sejren på Brøndby Stadion.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

I Brøndby drømmer hjemmepublikum om at vinde mesterskabet for første gang siden 2005.

Men den drøm fik et ordentligt hak i tuden, efter at Brøndby mandag aften tabte 0-1 hjemme til FC Midtjylland i Superligaens absolutte topbrag.

Brøndby fører trods nederlaget fortsat Superligaen med 79 point efter 34 kampe, men FCM har nu lige så mange point med to spillerunder tilbage.

Brøndby topper tabellen på grund af en bedre målscore på syv mål.

Det var FCM-stopperen Bubacarr Sanneh, som scorede det afgørende mål, da han headede 1-0-målet ind efter 83 minutter.

Nervepirrende forestilling

Inden da havde opgøret budt på en nervepirrende forestilling på Brøndby Stadion.

Der var masser af hårde dueller og nærkampe fra start i en fysisk betonet kamp, hvor der ikke var meget plads at spille fodbold på.

Det betød en chanceforladt halv times indledende pardans, inden opgøret for alvor åbnede sig foran en flot kulisse med 25.848 tilskuere.

Og det var FCM, som var farligst til at begynde med. Først fik Frank Onyeka en mulighed på et hovedstød, men den umarkerede angriber var uden skarphed.

FCM-anfører Jakob Poulsen havde første halvlegs bedste forsøg, da han var tæt på med et flot hug på stolpen.

Brøndby slap med skrækken og kom efterfølgende også frem til nogle store chancer, men hverken Paulus Arajuuri eller Kamil Wilczek kunne ramme målet.

Skulle frem for at vinde

I anden halvleg skulle FCM frem for at skaffe den sejr, der kunne bringe dem á point med Brøndby.

Efter en time modtog FCM-angriberen Paul Onuachu bolden i feltet og forsøgte at svinge venstrebenet, men det blev en forkølet afslutning uden snert.

Brøndby var under pres på dette tidspunkt af kampen, og udeholdets Alexander Munksgaard og Jakob Poulsen hamrede på kassen uden held.

Der blev signaleret ro på spillet fra Brøndby-træner Alexander Zorniger, som logisk nok var tilfreds med et point.

Brøndbys Hany Mukhtar kom frem til en stor chance kort efter, men tyskeren brændte, og roen indfandt sig aldrig hos hjemmeholdet.

FCM formåede at ryste Brøndby trods få gennemspillede angreb. Det skulle næsten ske på en dødbold, fornemmede man.

Brøndby havde inden nederlaget ikke tabt i 27 ligakampe i træk. Men den flotte stime blev brudt mandag aften.

På fredag skal FCM en tur i Parken for at møde FC København, der fortsat jagter tredjepladsen i ligaen.

Brøndby gæster samtidig AC Horsens, der ikke har andet end æren at spille for.

/ritzau/