FCM: Sisto kan misse EM

Stortalentet Pione Sisto blev i går udtaget til det danske U21-landshold, der senere på måneden kæmper med om EM-titlen i Tjekkiet, men talentets deltagelse kan være usikker.

pionesistolandshold.1.jpg

Hos FC Midtjylland er man usikker på, om man overhovedet vil sende Sisto af sted til U21 EM-slutrunden i Tjekkiet om mindre end en måned. Det skriver aoh.dk.

- Det er endnu usikkert, om vi giver grønt lys til Pione. Det er slet ikke afgjort endnu, siger cheftræner Glen Riddersholm til Herning Folkeblad.

20-årige Pione Sisto har i denne sæson har været ramt af en drilsk lyskeskade, som har holdt ham ude i ti uger. Udover topkampen mod FC København 17. maj, hvor Sisto fik den sidste halve time, har han fået fire indhop i foråret, der i alt har givet cirka 135 minutter på banen.

Ikke skadesfri

- Pione er langt fra skadesfri endnu, og da FC Midtjylland ikke selv har fået gavn af ham i store dele af foråret, overvejer vi, hvad der skal ske med hensyn til EM-deltagelsen. Pione er en meget vigtig spiller for os, og for de danske landshold, men vi vil ikke drive rovdrift på ham, understreger Glen Riddersholm til aoh.dk.

FC Midtjylland håber dog, at Pione Sisto får mulighed for at deltage ved EM-turneringen i Tjekkiet.

- Vi er i tæt dialog med Pione selv, men også med klubbens sundhedsstab og staben på landsholdet, siger cheftræneren.