FCM-målscorer vil lukke munden på Europa-kritikere

Med en sejr over HSV tankede FCM selvtillid, inden holdet skal på en på papiret vanskeligere opgave i Europa.

FC Midtjylland-træner Brian Priske skiftede Gustav Isaksen ind mod HSV, og han kvitterede med kampens mål til slutresultatet 2-0. (Arkivfoto)
FC Midtjylland-træner Brian Priske skiftede Gustav Isaksen ind mod HSV, og han kvitterede med kampens mål til slutresultatet 2-0. (Arkivfoto)
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland spillede torsdag sin anden testkamp, inden det i næste uge går løs i kvalifikationen til Champions League.

Og i modsætning til den første testkamp vandt det danske mesterhold 2-0 ude over Hamburger SV, der spiller i den næstbedste tyske fodboldrække.

FCM's mål blev sat ind i anden halvleg af Sory Kaba og indskiftede Gustav Isaksen. Træningskampen blev spillet uden tilskuere på grund af coronapandemien.

FCM skal på onsdag møde bulgarske Ludogorets i anden kvalifikationsrunde til Champions League. Kampen spilles i Razgrad i Bulgarien.

- Vi håber på en sejr, og at vi kan lukke munden på dem, som siger, at vi aldrig kan noget i Europa, så det ser vi godt nok frem til, siger Isaksen til klubbens hjemmeside.

Den 19-årige angriber, der satte 2-0-målet ind mod HSV i det 90. minut og lukkede kampen, har en god fornemmelse inden den næste opgave.

- Vi har haft en god opstart, selv om den ikke har været så lang. Jeg føler egentlig, at vi står meget godt til kampen på onsdag, og den håber jeg da godt nok, at vi vinder, lyder det fra Isaksen.

Kontrol af truppen før Champions League

FCM-træner Brian Priske fik set hele 21 af sine spillere i aktion, da han skiftede ti mand ind i anden halvleg.

- Vi fik igen set rigtig mange spillere, som alle byder sig til og leverer den konkurrence, der skal til, så det gør mig fortrøstningsfuld.

- Vi kontrollerede kampen hele vejen igennem, og det er nok det, jeg er mest tilfreds med. Man kan altid finde huller i osten, men det store billede er, at vi spillede en rigtig god kamp mod en fin modstander.

- Vores udtryk er tydeligt. Vi tør stå højt og presse højt, og vi er aggressive, siger Priske.

I den første testkamp tabte FCM i lørdags med 1-3 ude til franske Reims.