FCM lader stor profil få ro til næste sæson

FC Midtjyllands Tim Sparv døjer med en skade i læggen og bliver først klar til kamp igen efter sommerferien.

Tim Sparv

I de seneste to sæsoner har Tim Sparv været fast mand på FC Midtjyllands midtbane, men i denne sæson er det blot blevet til fem kampe. Et springerknæ ramte Sparv i begyndelsen af sæsonen, men midtbanegeneralen kæmpede sig tilbage og gjorde comeback lige inden vinterpausen. I foråret har den finske landsholdsanfører kun været i aktion i premieren mod Viborg, hvorefter småskader har holdt ham på sidelinjen.
    
Lige nu holder en skade i højre læg Sparv ude, og han bliver ikke klar til sæsonens resterende kampe.
    
- Det er en af de værste perioder i min karriere. Jeg er ikke bange for, jeg ikke kommer tilbage. Jeg skal nok blive den samme eller en bedre udgave af mig selv, men jeg behøver ro for at blive helt klar, siger Sparv til klubbens hjemmeside.
    
Finnen føler, han har håndteret skaderne på en god måde.
    
- Jeg er ikke negativ. Jeg føler hele tiden, at der er styr på det. Jeg ser på de positive ting i hverdagen og fokuserer på de ting, jeg selv kan påvirke, siger han.
    
FCM-træner Jess Thorup er ærgerlig over, at det ikke bliver til mere spilletid for Sparv i indeværende sæson.
    
- Historisk har vi kunnet se Tims store betydning for holdet. Han er en spiller, vi har ventet på og set frem til at få klar, men han har været ramt af flere følgeskader siden sin knæskade. Og nu er der i samråd med sundhedsstaben truffet et valg om at give Tim ro, så vi kan få ham helt klar til den nye sæson, forklarer Thorup.
    
/ritzau/