FCM henter spiller i Club Brügge: - Vi har holdt øje med ham i lang tid

23-årige Dion Cools har spillet mere end 100 kampe i den bedste belgiske fodboldrække.

Dion Cools er ny mand i FC Midtjylland.
Dion Cools er ny mand i FC Midtjylland.
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

FC Midtjylland forstærker truppen i jagten på det danske mesterskab.

På transfervinduets sidste dag har den midtjyske klub hentet den 23-årige højreback Dion Cools i belgiske Club Brügge.

Belgiske Cools er en spiller, klubben har fulgt i et stykke tid.

- Vi har fundet en spiller, som kan gå ind på vores hold og lave den konkurrencesituation, som vi har kigget efter. Nu har vi to rigtigt dygtige højrebacks. Det var vores mål i dette transfervindue, og det er nu lykkes for os, siger sportschef Svend Graversen.

- Vi har holdt øje med ham i lang tid. Det her er en spiller, vi har kendt i et stykke tid, og hvor vi godt ved, at han har et niveau, hvor vi ikke troede, vi kunne være med på. Men sådan er det med nogle situationer, hvor man kan blive låst eller fanget. Der skal vi slå til, og det er det, vi har gjort her, fortsætter han.

Eurpopæisk fokus

FC Midtjylland har været meldt interesserede i flere forskellige backs, der kunne tage kampen op med Joel Andersson. 

Valget faldt altså på Dion Cools, selvom spilleren selv havde andre valgmuligheder.

- Jeg havde også nogle andre muligheder, men sportsligt var FC Midtjylland et godt match for mig. Jeg håber, jeg kan vise fansene, at jeg har taget det rigtige valg, siger den nye FCM-spiller.

Cools har spillet 106 kampe i den bedste belgiske række, ligesom det er blevet til flere i europæisk regi.

Netop det europæiske fokus er et af de steder, hvor Svend Graversen håber, at Cools kan gøre en forskel.

- Vi har fået en spiller, der har et potentiale. Det potentiale skal vi have løst. i, siger Graversen og fortæller herefter, hvilken type spiller, Dion Cools er.

- Det er en pågående og offensivt dygtig spiller, som har noget fysik. Han er også dygtig i den defensive del af spillet - i særdeleshed med sin aggressivitet. Han skal ind og have noget erfaring i den måde, vi spiller fodbold på. Det har vi god tid til at give ham på træningslejren og i opstarten

FC Midtjylland og Dion Cools har lavet en aftale, der løber frem til sommeren 2023.