FCM går glip af mere europæisk fodbold efter nyt nederlag

FC Midtjylland blev sammenlagt ydmyget med 3-7 mod Rangers FC, og FCM er færdig i EL-kvalifikationen.

FC Midtjylland måtte torsdag sande, at niveauet i øjeblikket ikke er til et europæisk gruppespil.

På legendariske Ibrox Stadium blev midtjyderne klart besejret i returopgøret i tredje kvalifikationsrunde med 3-1.

FCM virkede underligt uengagerede i store dele af kampen og vågnede først i det sidste kvarter. Det var efter, at Evander lige havde reduceret til slutresultatet, og det hele stort set var forbi.

Dermed kan FCM kigge langt efter gruppespillet i Europa League, efter at holdet ikke formåede at nå playoffrunden, hvor den samlede vinder når i gruppespillet.

Det bliver i stedet Steven Gerrards tropper, som i to kampe sikkert har slået FCM med hele 7-3 samlet.

Fire minutter var der ellers blot spillet, da Mikael Anderson kom fri i dybden, men han afsluttede lige forbi fjerneste stolpe.

FCM kom fint i gang i Glasgow, men efter et kvarter gik det galt.

Sheyi Ojo sendte en pasning ind i feltet fra venstre side, hvor Alfredo Morelos køligt snød Rasmus Nicolaisen med en skudfinte og lagde bolden i mål til 1-0.

Det så naturligt ud til at punktere håbet hos FCM, og gnisten virkede til at være forduftet nede 2-5.

Morelos var farlig igen efter en halv time, da det blev alt for nemt for Rangers. FCM markerede svagt, og Morelos var fri efter en simpel pasning, men colombianeren misbrugte muligheden.

Det gjorde Ojo til gengæld ikke fem minutter før pausen, da Scott Arfield insisterende vandt en tackling mod Alexander Scholtz. Bolden blev ekspederet ud til Morelos i venstre side, som fandt Ojo, der øgede til 2-0.

Ojo forsøgte sig på et direkte frispark lige inden pausen, men FCM-keeper Jesper Hansen reddede forsøget.

Nede 2-6 virkede missionen umulig i anden halvleg, og FCM så ud til at have givet op.

Tre minutter efter pausen fik Morelos masser af plads i venstre side, og Rasmus Nicolaisen kom sjoskende langt efter en helt fri Ojo, som tæt foran mål modtog en pasning og nemt øgede til 3-0.

Evanders forsøg langt ude fra blev reddet af Rangers-keeper Allan McGregor med 20 minutter igen, men kort efter reducerede brasilianeren tæt ved mål efter oplæg fra Awer Mabil.

Det kunne dog blot pynte på det samlede nederlag i to opgør mod skotterne.

Politiet skabte den perfekte ramme for et internationalt fodboldopgør i den første kamp i Herning for en uge siden, lød det fra flere hundrede skotske fodboldfans.