FCM formår ikke at udnytte konkurrenternes pointtab

Der var chancer i begge ender, men det endte målløst, da FC Midtjylland spillede 0-0 i Randers.

FC Midtjyllands Sory Kaba mod Randers FCs Mathias Nielsen i 3F Superliga-kampen mellem Randers FC og FC Midtjylland på Cepheus Park i Randers.
FC Midtjyllands Sory Kaba mod Randers FCs Mathias Nielsen i 3F Superliga-kampen mellem Randers FC og FC Midtjylland på Cepheus Park i Randers.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland forpassede mandag aften muligheden for at udbygge forspringet i toppen af Superligaen, da de forsvarende danske mestre spillede 0-0 i Randers.

Brøndby og FC København havde begge spillet uafgjort i weekendens kampe, men det formåede FCM ikke at udnytte, da kronjydernes defensiv holdt stand.

FCM dominerede store dele af første halvleg, mens Randers kom bedre med efter pausen. Ingen af holdene fik dog puttet bolden i kassen.

Pointdelingen efterlader status quo i mesterskabsspillet. FCM fører derfor fortsat Superligaen med 50 point efter 25 kampe, hvilket er 4 point mere end Brøndby på andenpladsen.

I den anden ende ligger Randers nummer seks med 33 point, og kronjyderne har nu ikke vundet i 22 superligakampe i træk mod FCM.

FC Midtjyllands Sory Kaba mod Randers FCs Simon Graves.
FC Midtjyllands Sory Kaba mod Randers FCs Simon Graves.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Randers var fint med i kampens begyndelse, hvor der var store chancer i begge ender.

Først var østrigske Marvin Egho tæt på at bringe hjemmeholdet foran på et frit skud i feltet, mens FCM’s Anders Dreyer blev afvist af stolpen kort tid efter.

Herefter satte FCM sig fuldstændig på kampen. Randers stod dybt over for udeholdet, som gentagne gange blev farlige uden dog at få hul på bylden.

Anden halvleg begyndte lige så livligt som første, og begge mandskaber angreb i højt tempo.

Randers stod stadig dybt men lurede på omstillingerne. Det afholdt FCM fra at lægge det helt store tryk, og gæsterne fik ikke skabt det samme antal chancer som i første halvleg.

Mod slutningen fik FCM etableret et større pres, men kampen forblev målløs.