FCM forlænger sejrsstimen mod formsvage Sønderjyske

Formstærke FC Midtjylland vandt med 1-0 ude over Sønderjyske, der nu er uden sejr i otte ligakampe i træk.

FCM
Foto: Scanpix / Bo Amstrup

Sønderjyske gik fra banen uden sejr for ottende kamp i træk i Alka Superligaen, da holdet fredag måtte se sig slået med 1-0 af gæsterne fra FC Midtjylland.
    
Det var det midtjyske mandskabs fjerde sejr i træk, og holdet indtager førstepladsen.
    
FC Midtjylland var tæt på at tage føringen tidligt i kampen, men Sønderjyske skabte lige så mange chancer som de midtjyske gæster før pausen. Bolden kom dog ikke i mål i første halvleg.
    
Det gjorde den til gengæld i anden halvleg, hvor FCM var ovenpå. Sønderjyske ramte stolpen, men til sidst fik udeholdet hul på sønderjydernes defensiv og vandt med 1-0.
    
Efter mindre end fire minutters spil var FCM tæt på at komme foran. En fejl i Sønderjyske-forsvaret gav Alexander Sørloth en friløber, men den ellers så skarpe nordmand sparkede forbi mål.
    
Hjemmeholdet var fint med i en lige første halvleg og var tæt på at udligne efter 25 minutter. Christian Jakobsen kom fri i feltet, men FCM-keeper Jesper Hansen fik fingerspidserne på afslutningen.
    
FCM var i kontrol efter pausen, men med 20 minutter igen var Sønderjyske tæt på at komme foran.
    
Forsvarsspilleren Anders Egholm saksesparkede bolden mod mål, men stolpen stod i vejen for det, der ville have været en kandidat til årets mål i Alka Superligaen.
    
Få øjeblikke senere kom FC Midtjylland foran. Gustav Wikheim bar bolden frem i et kontraangreb og fandt Paul Onuachu, der kontrollerede bolden og gjorde det til 1-0.
    
Sønderjyske forsøgte, men formåede ikke at svare igen, og FCM vandt med 1-0. Sejren bringer FCM op på førstepladsen, som FC Nordsjælland kan tage tilbage lørdag.