FCM-direktør sætter hak ud for stort mål

Claus Steinlein mener, at FC Midtjylland er godt på vej til at indfri klubbens store europæiske ambitioner.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Der lød en jubelbrøl af de helt store på MCH Arena onsdag aften.

Ikke bare spillede FC Midtjylland sig videre til tredje kvalifikationsrunde i Champions League, men det står nu også fast, at sidste års sølvvindere kan forberede sig på en eller anden form for europæisk gruppespil.

Det luner i en klub, hvor der denne sommer er blevet fremlagt store visioner. Et af målene er europæisk succes.

- Vi har et mål om at komme i top-50 i Europa, og et mål om at spille europæisk gruppespil hvert år.

- Allerede nu kan vi sætte kryds ud for Europa League-gruppespillet, siger FCM's administrerende direktør, Claus Steinlein.

Han glæder sig over, at klubben er på rette vej, og det signal betyder mere end den kapitalindsprøjtning, som FCM også kan se frem til i form af indtjening fra et europæisk gruppespil.

- Det vigtigste er ikke pengene, for vi har solgt nogle dyre spillere, og vi var i Champions League sidste år.

- Det er et stort skulderklap til klubben, for vi har lagt et godt fundament.

- Vi beviser over for os selv, at vi kan spille med på den store scene, siger Steinlein.

FCM's anfører, Erik Sviatchenko, glæder sig ligeledes over, hvad midtjyderne har opnået indtil videre.

- Vi havde et erklæret mål om, at vi gerne ville spille europæisk, og jeg synes, det er så fedt og fortjent, at vi kan gøre det to år i træk.

- Nu skal vi selvfølgelig gøre alt for gå videre i Champions League. Det bliver en udfordring, men der er selvfølgelig ikke noget, der er umuligt.

Sidste efterår deltog FCM for første gang i klubbens historie i Champions League-gruppespillet, og midtjyderne skal forbi yderligere to kvalifikationsrunder, hvis det skal gentage sig.

I første omgang venter PSV Eindhoven, som sidste år blev nummer to i den hollandske liga.

- Det er en kæmpe mundfuld.

- Nu har vi en kamp i Superligaen, og så kigger vi på PSV.

- Vi skal mobilisere det bedste fodbold, og den bedste defensiv, vi har, og så skal det nok gå, siger Erik Sviatchenko.

FCM møder i weekenden Viborg FF, mens første opgør mod PSV er den 3. eller 4. august.