FCM bruger 25 millioner kroner på Paul Onuachus afløser

FC Midtjyllands topscorer Paul Onuachu er endnu ikke solgt, men klubben har allerede købt erstatningen for ham.

Paul Onuachu er topscorer for FC Midtjylland.
Paul Onuachu er topscorer for FC Midtjylland.
Foto: Mads Claus Ramussen / Ritzau-Scanpix

Ifølge B.T. er FC Midtjylland meget tæt på en aftale med Sory Kaba, der er landsholdsangriber fra Guinea. Han er 24 år og har spillet i Dijon i Ligue 1, og bliver ifølge avisen præsenteret officielt på fredag.

Klubbens dyreste køb

Indtil nu har FC Midtjyllands dyreste spiller været Jonas Borring, som klubben hentede fra OB i 2008 for 20 millioner kroner, men Herning Folkeblad skriver i dag, at prisen for Sory Kaba er omkring 25 millioner kroner.

Sory Kaba skal afløse Paul Onuachu i angrebet. Onuachu er dog endnu ikke solgt, men planen er, at han bliver det i dette transfervindue.