FCM-back: Selvtillid er forskellen på os og Brøndby

Den dobbelte målscorer Marc Dal Hende mener, at selvtillid blev en nøglefaktor i sejren over Brøndby.

Marc Dal Hende scorede to mål og blev også matchvinder med et kvarter igen mod Brøndby.
Marc Dal Hende scorede to mål og blev også matchvinder med et kvarter igen mod Brøndby.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

FC Midtjylland viste stor mental styrke i mandagskampen mod Brøndby. Efter at have været bagud to gange i kampen formåede klubben at vinde en medrivende kamp med 3-2.

Marc Dal Hende blev den helt store helt for hjemmeholdet. Wingbacken scorede to mål og blev også matchvinder med et kvarter igen.

Ifølge ham er den helt store forskel på FCM og Brøndby i øjeblikket, at førstnævnte har mere selvtillid.

- Den famøse selvtillid blev afgørende mod Brøndby. I sidste sæson havde vi måske spillet sådan en kamp uafgjort, siger Marc Dal Hende.

Den dobbelte målscorer hylder samtidig den vinderkultur, som har medført, at klubben er ubesejret i 12 superligakampe i streg.

- Lige nu er vi mentalt stærke. Vi har fået bygget en vinderkultur op, som gennemsyrer det hele. Det er dejligt at være en del af, siger Marc Dal Hende og fortsætter.

- Det viser mental styrke, at vi to gange kom tilbage efter at have været bagud. Det var en god følelse på banen, og jeg kan mærke, at vi tror på hinanden for tiden.

En anden ting, som blev afgørende mod Brøndby, var ifølge FCM-træner Kenneth Andersen, at hjemmeholdet ændrede udtryk efter pausen.

- Vi fik dæmpet stressniveauet, lagt et højere pres og begyndte at gøre de ting, som vi er gode til. Spillerne fik ingen røffel i pausen, siger Kenneth Andersen.

Selv om FC Midtjylland nu har 13 point ned til Brøndby, er Marc Dal Hende ikke klar til at afskrive sidste års sølvvindere.

- Det er for tidligt at sige, at vi har hægtet dem af. Vi er godt afsted, men med den struktur der er, er det ikke til at sige endnu, siger Marc Dal Hende.

FC Midtjylland krydser allerede torsdag klinger med FC København i pokalturneringen på hjemmebane.