FCM-anfører: Jeg vil ikke stoppe før tid

35-årige Jakob Poulsen ved godt, at der findes en udløbsdato. Men han har lige forlænget sin kontrakt, fordi han ikke endnu er afklaret med, hvad han skal lave efter karrieren.

34:43
Jakob Poulsen har i en alder af 35 år forlænget sin kontrakt med de danske mestre. Han vil blive ved lige så længe, han kan.

- Det er stadigvæk verdens fedeste job, og så længe jeg kan, vil jeg gerne blive ved. Jeg hører jo også fra mange, der er stoppet, at de siger, at jeg skal blive ved. For jeg vil ikke sidde tilbage og fortryde noget. Det her er drengedrømmen, og på den anden side bliver det sikkert aldrig lige så fedt. Fodboldspiller er et ganske særligt job

Det er ikke ret længe siden, at FC Midtjyllands anfører, Jakob Poulsen, satte sin underskrift på en ny et-årig kontrakt med de danske mestre. Så nu kan han se frem til at spille for midtjyderne indtil sommeren 2020.

- Jeg ved ikke, om der er nogen trylleformular. Jeg tror bare, at jeg fra naturens side er blevet udstyret med en fodboldkrop, og derfor føler jeg slet ikke endnu, at det er slut, siger Jakob Poulsen i videopodcasten Fodboldfamilien fra TV MIDTVEST.

Jakob Poulsen fortæller i videopodcasten 'Fodboldfamilien' med Dan Sørensen om fremtiden - måske også uden fodbold.
Jakob Poulsen fortæller i videopodcasten 'Fodboldfamilien' med Dan Sørensen om fremtiden - måske også uden fodbold.
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

Bekymrer sig ikke om fremtiden

Han skubber også sidste udløbsdato foran sig, fordi han er i tvivl om, hvad han skal kaste sig over efter fodboldkarrieren.

- Helt ærligt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave, når fodbolden slutter. Jeg er jo uddannet indenfor fodbold, så det kunne være interessant at blive indenfor fodbolden. Og så er jeg involveret i et firma, der producerer sportsstrømper, så måske det kunne blive min hverdag efter karrieren. Men jeg ved det ikke. Jeg forsøger at pleje et netværk, og det, tror jeg, er afgørende, når den dag kommer, fortæller Jakob Poulsen.

FCM-anføreren understreger, at han er en type, der ikke bekymrer sig så meget.

- Jeg er ret sikker på, at der nok skal dukke nogle muligheder op, når jeg er færdig. Men det er virkeligt ikke noget, jeg tænker så meget over nu. Er det uansvarligt? Det ved jeg ikke. Det er bare sådan, jeg er indrettet. Jeg er mentalt forberedt på, at det slutter en dag, men jeg er ikke bange for det, når dagen kommer, siger Jakob Poulsen.

Holder hele tiden kroppen i gang

Det er kun få uger siden, kontrakten blev forlænget. Og ved den lejlighed løftede FC Midtjyllands direktør, Claus Steinlein, lige pegefingeren over for anføreren, afslører Jakob Poulsen nu.

- Steinlein og jeg snakkede sammen lige inden jul og aftalte, at vi skulle snakke sammen igen i januar. Han sagde til mig, at da jeg kom tilbage efter sommerferien tog det simpelthen for lang tid, inden jeg kom i gang igen. Han mente, at jeg havde ligget lidt for stille i ferien. Og nu har jeg nået en alder, hvor jeg ikke kan det længere. Det kunne jeg, da jeg var yngre. I dag skal jeg følge det fysiske program, vi får med hjem. Det er vigtigt, at jeg holder kroppen i gang hele tiden, fortæller Jakob Poulsen.

Selv om han har nået en fodboldmæssig høj alder, har han stadig ambitioner og drømme.

- Jeg vil gerne blive mester igen. Og jeg tror på, at vi kan genvinde mesterskabet. Jeg synes, vi ser stærkere ud i år end i sidste sæson. Og så vil jeg bare rigtig gerne prøve at spille Champions League med FC Midtjylland. Det kunne være fantastisk, siger FC Midtjyllandanføreren.

Se her videopodcasten Fodboldfamilien med Jakob Poulsen:

34:43
Jakob Poulsen har i en alder af 35 år forlænget sin kontrakt med de danske mestre. Han vil blive ved lige så længe, han kan. Men også fordi han lige nu er i tvivl om, hvad han skal lave, når det er slut med fodbold.