FC Midtjylland vandt stort, men guldet glippede

FC Midtjylland vinder kun sølv i dette års Superliga trods en 4-0-sejr mod et reservespækket AGF-hold mandag.

evander
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland gjorde alt for at lægge pres på Brøndby, da midtjyderne mandag vandt 4-0 over et reservespækket AGF-hold på hjemmebane.

Det resultat rakte dog kun til 60 point og en andenplads i 3F Superligaen, da Brøndby vandt 2-0 på hjemmebane over FC Nordsjælland og sikrede klubbens første mesterskab i 16 år med 61 point.

FC Midtjyllands sejr var der aldrig tvivl om, og AGF, som sparede en del profiler frem mod playoffkampen om en plads i Conference League på fredag, havde svært ved at følge med i store dele af kampen.

Playoff-finalen skal AGF spille på hjemmebane i kraft af holdets fjerdeplads, som er sikret med 48 point. Her venter AaB, som tidligere mandag sikrede syvendepladsen med en 4-0-sejr over Sønderjyske.

FCM sad på spillet fra første fløjt, og det lykkedes sjældent AGF at spille sig ud af midtjydernes pres.

I det 18. minut kom FCM foran, da brasilianske Evander efter et par fine kombinationer sendte 1-0-målet i kassen.

Trods flere chancer lykkedes det først hjemmeholdet at fordoble føringen minuttet før pausen.

Her trak højrekanten Anders Dreyer ind i banen, og med en flot inderside sparkede han 2-0-scoringen i det lange hjørne.

Efter pausen kom AGF lidt bedre med og blev bedre på bolden, men gæsterne havde svært ved at komme til andet end afslutninger fra distancen.

Med tyve minutter igen trykkede hjemmeholdet speederen i bund igen, og på få minutter blev det både 3-0 og 4-0.

Først scorede anfører Erik Sviatchenko med hovedet, og lidt efter scorede Dreyer sit andet mål med et hårdt skud op i nettaget fra tæt hold.

/ritzau/