FC Midtjylland: Træner sigtet for at sende krænkende billeder til mindreårige spillere

En ungdomstræner ved FC Midtjylland er blevet politianmeldt.

Ungdomstræneren er nu politianmeldt. Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

- Vi er meget kede af den dårlige adfærd og manglende dømmekraft hos en af vores trænere, og vi gør alt for at hjælpe og drage omsorg for alle, der er berørte af sagen.

Sådan skriver FC Midtjylland her til aften i en pressemeddelelse.

Fodboldklubben fortæller, at de har bortvist og politianmeldt en ungdomstræner, efter de i går aftes opdagede, at han havde sendt krænkende sms’er og billeder til enkelte ungdomspillere.

- Trænerens handling afviger på enhver tænkelig måde fra de værdier, FC Midtjylland er bygget på, hvorfor vi arbejder med nul-tolerance i den slags sager, skriver klubben yderligere i pressemeddelelsen.

De fortæller, at forældrene til de berørte årgange er blevet orienteret tidligere i dag.

Midt- og Vestjyllands Politi varetager den videre efterforskning.

Mindreårige spillere

Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter, at de onsdag formiddag har modtaget en anmeldelse om blufærdighedskrænkelse fra FC Midtjylland.

De bekræfter også, at klubben i den forbindelse oplyser, at en mandlig ungdomstræner har sendt billeder med seksuelt indhold til flere mindreårige drenge, der spiller i klubben.

- Manden er blevet anholdt og sigtet, og vi er nu i gang med den videre efterforskning i sagen. Det er vigtigt at understrege, at der ikke er sket fysiske overgreb, men både børn og forældre er selvfølgelig påvirkede af situationen, og vi samarbejder med fodboldklubben om at tage hånd om dem på en god måde,” siger politikommissær Henning Præstegaard.

Den tidligere træner erkender delvist anklagen, men siger, at han sendte billederne ved en fejl.