FC Midtjylland tabte næsten 20 millioner i guldsæson

De danske mestre fra FC Midtjylland leverer røde tal i sit regnskab for sæsonen 2019/2020.

FC Midtjylland vandt onsdag aften 1-0 over HB Køge i Pokaltuneringen.
FC Midtjylland vandt onsdag aften 1-0 over HB Køge i Pokaltuneringen.
Foto: Alex Nicodim / Ritzau Scanpix

FC Midtjylland kom ud af sæsonen 2019/2020 med et underskud på 19,5 millioner kroner.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Coronapandemien og de tomme eller halvtomme tribuner påvirker regnskabet negativt, forklarer bestyrelsesformand Rasmus Ankersen.

- De indførte restriktioner på stadion og den manglende likviditet i transfermarkedet har selvsagt været et hårdt slag for fodboldindustrien, og vi er naturligvis også blevet ramt, siger han i pressemeddelelsen.

FC Midtjylland blev suverænt mesterhold i den coronaramte sæson og kvalificerede sig i slutningen af september til Champions League.

Dermed sikrede klubben sig op mod 200 millioner kroner.

De seneste år har klubben leveret flotte regnskaber, og Ankersen er da heller ikke bekymret for økonomien på længere sigt.

– På trods af underskuddet i 19/20 har vi samlet over de seneste fem år leveret et overskud på mere end 80 millioner kroner, og det er bevis på, at vores strategi og forretningsmodel er holdbar, siger han.

Underskuddet på 19,5 millioner svarer stort set til nedgangen i omsætning fra den foregående sæson.

Af regnskabet fremgår det, at nettoomsætningen er gået fra 107,9 millioner kroner i 2018/2019 til 87,6 millioner kroner i det netop præsenterede regnskab.

Overskuddet på transfermarkedet er også gået betydeligt ned fra 124,8 millioner kroner til 49,9 millioner kroner.

I den forgangne sæson solgte FC Midtjylland blandt andre angriberen Paul Onuachu, men det var altså ikke nok til at få transferindtægterne på højde med året forinden.

Desuden er egenkapitalen i klubben faldet med cirka 19 millioner kroner, viser regnskabet.

/ritzau/