FC Midtjylland-målmand mister lillebror i trafikulykke

Jesper Hansen spiller derfor ikke i FC Midtjyllands kamp mod FC København søndag.

Jesper Hansen har været fast mand i FC Midtjyllands mål i hele sæsonen.
Jesper Hansen har været fast mand i FC Midtjyllands mål i hele sæsonen.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

FC Midtjylland-målmanden Jesper Hansen har mistet sin 29-årige lillebror i en trafikulykke på Sjælland.

Det skriver FC Midtjylland på klubbens hjemmeside.

- Vi sender vores dybeste medfølelse og varmeste tanker til Jesper og hans familie. Alle i FC Midtjylland vil selvfølgelig gøre, hvad de kan, for at hjælpe og støtte Jesper og hans nærmeste, siger FC Midtjyllands direktør Claus Steinlein på hjemmesiden.

Klubben fortæller til TV MIDTVEST, at Jesper Hansen derfor ikke spiller kampen mod FC København søndag på hjemmebane.

I stedet bliver det formentlig Mikkel Andersen, der skal vogte midtjydernes mål.

Om Jesper Hansen er i stand til at spille pokalfinale fredag mod Brøndby er endnu uvist.