FC Midtjylland må holde træningslejr i velkendte omgivelser: - Vi får det bedste ud af det

Den midtjyske fodboldtrup plejer at rejse til Dubai for at pudse formen af, inden forårssæsonen begynder, men i år må holdet blive på dansk jord.

2:09
Anfører for FC Midtjylland, Erik Sviatchenko, var tilfreds med sit hold efter søndagens træningskamp mod AaB.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

FC Midtjylland har i år måtte skifte sydens sol og Dubai ud med regn og hjemlige omgivelse i Herning på årets første træningslejr.

- Alle er helt indforstået med, at situationen rundt i verden gør, at vi ikke kan komme afsted. Så vi får det bedste ud af det, siger anfører Erik Sviatchenko.

Efter 13 kampe i efteråret fører FC Midtjylland i Superligaen, men den midtjyske klub sigter efter mere end en førsteplads i landet bedste fodboldrække. De vil også vinde pokalturneringen.

- Vi har sat alle sejl ind for at nå det mål. Det har vi aldrig gjort i Midtjylland før. Det er selvfølgelig en af de helt store målsætninger, siger holdets træner Brian Priske.

Derfor var FC Midtjylland også helt klar til at give den gas i søndagens ekstra lange træningskamp mod AaB, som bød på fodbold i to gange 60 minutter. Efter den første time var midtjyderne foran med 2-0.

- Det så rigtig, rigtig fornuftigt ud, så jeg synes, vi er der, hvor vi skal være, sagde Erik Sviatchenko i pausen.

60 minutters spil senere var 2-0-føringen vekslet til en 3-1-sejr. Det var derfor en glad og tilfreds FCM-træner, der kunne sige tak for kampen til nordjyderne og kigge tilbage på en godkendt træningslejr.

- Det har været godt at være samlet. Fodbold er jo trods alt stadig en holdsport, hvor det handler om at have nogle gode relationer til hinanden, sagde Brian Priske.

Torsdag den 4. februar spiller FC Midtjylland forårssæsonens første Superliga-kamp mod SønderjyskE.