FC Midtjylland henter U21-landsholdsspiller i Brighton

Offensivspilleren Anders Dreyer har skrevet kontrakt frem til 2024 med FC Midtjylland.

Anders Dreyer i aktion for det danske U21-landshold.
Anders Dreyer i aktion for det danske U21-landshold.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

U21-landsholdsspilleren Anders Dreyer vender tilbage til dansk fodbold, hvor han har skrevet en kontrakt med Superligaens førerhold, FC Midtjylland.

Midtjyderne oplyser i en pressemeddelelse, at Dreyer har underskrevet en kontrakt gældende til sommeren 2024.

- Anders er en målscorertype og chanceskaber på den offensive del af banen, og vi er meget glade for, at det lykkedes os at lande denne aftale med ham, siger FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen.

Anders Dreyer spillede sine ungdomsår i Esbjerg, hvor han også brød igennem som seniorspiller.

I sommeren 2018 blev han solgt til Premier League-klubben Brighton, men han spillede sig aldrig i nærheden af førsteholdet og blev siden lejet ud til St. Mirren i Skotland og senest Heerenveen i Holland.
    
/ritzau/