FC Midtjylland har kun én spiller med i Hareides VM-trup

Jesper Hansen er den eneste FC Midtjylland-spiller, som har fået en plads i Åge Hareides VM-bruttotrup.

20180507-212351-l_40mb.jpg
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Fodboldlandstræner Åge Hareide har mandag udtaget en VM-bruttotrup på 35 spillere, der inkluderer alle de centrale spillere fra VM-kvalifikationen tilsat flere i landsholdssammenhæng mindre rutinerede spillere.

I truppen er der dog kun blevet plads til en enkelt spiller fra FC Midtjylland. Målmanden Jesper Hansen skal dyste om de tre målmandspladser med Kasper Schmeichel, Frederik Rønnow og Jonas Lössl.

Det betyder også, at der ikke er blevet plads til ulvenes anfører, Jakob Poulsen. Han er blevet overgået af spillere som Mike Jensen fra Rosenborg og Mathias Jensen fra FC Nordsjælland. 

Profiler som Christian Eriksen, Simon Kjær og Thomas Delaney er med i bruttotruppen.

Plads til unge spillere

Pierre-Emile Højbjerg, der kun var med i begyndelsen af VM-kvalifikationen er også med, og det samme gælder Michael Krohn-Dehli, der ikke har spillet en landskamp under Åge Hareide.

Der er også blevet plads til yngre profiler som Ajax-angriberen Kasper Dolberg, Cardiff-bomberen Kenneth Zohore, og FC Københavns Robert Skov

Senest 4. juni skal Hareide barbere truppen ned til de 23 spillere, som skal repræsentere Danmark i Rusland.

Landsholdet samles for alvor mandag 28. maj, men allerede 23.-25. maj vil der være en mindre træningssamling, hvor 22 spillere fra truppen.

Der resterende 13 deltager ikke i de første tre træningsdage, men får et hvil efter en lang sæson eller er fortsat i gang med sæsonen for deres klub.

Angriber-kabalen

Hareide forventer, at 24 spillere vil møde ind i VM-lejren fra 28. maj. Det skyldes, at Hareide er usikker på, hvordan det står til med en småskadet Andreas Cornelius.

I så fald kan Kenneth Zohore blive afløseren.

- Zohore har lavet mål for Cardiff, og han kan være et alternativ, hvis vi er uden Andreas Cornelius, siger Hareide.

Flere spillere i VM-bruttotruppen kommer ikke i aktion til hverken de tre første træninger eller i de efterfølgende træninger for det, der må formodes at være VM-truppen.

Danmark spiller to testkampe inden afrejsen til Rusland. Først skal landsholdet en tur til Stockholm for at møde Sverige 2. juni.

9. juni har Danmark fordel af hjemmebane, når Brøndby Stadion huser VM-generalprøven mod Mexico.

Når landsholdet rejser til Rusland 11. juni, bliver det med en stab på 30 personer omkring landsholdet.

Personerne er alt fra landstræner Åge Hareide til kokken Per Thøstesen og to personer fra Politiets Efterretningstjeneste. Det er kutyme at have to PET-agenter tilknyttet et dansk slutrundehold.

Fem dage efter ankomsten til træningslejren i sortehavsbyen Anapa spiller Danmark sin første kamp ved VM. Det er mod Peru i byen Saransk, der ligger over 1000 kilometer fra den danske VM-lejr.

/ritzau/