FC Midtjylland finder 1300 ekstra pladser til guldbrag

FC Midtjylland fjerner reklamebannere fra sæder og får derfor plads til 1300 flere tilskuere i kamp mod FCK.

mch_arena_tribuner_fcm.jpg
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Det bliver med flere tilskuere på lægterne end først antaget, når FC Midtjylland torsdag aften kan blive dansk mester i fodbold i en kamp mod FC København.

Midtjyderne havde forventet at kunne have 3500 tilskuere til topkampen, men det tal er nu øget til 4800.

Det siger klubbens marketing- og supportdirektør, Preben Rokkjær, til Herning Folkeblad. Han forklarer, hvordan tilskuertallet øges:

- Det gør vi ved at fjerne nogle af de store reklamebannere, vi ellers har haft liggende hen over en del af siddepladserne. Med stor velvilje fra vores sponsorer har vi nu valgt at fjerne dem og lade tilskuere komme ind i stedet for, siger han til avisen.

Alle regler overholdes

Han forsikrer, at alle coronarestriktioner fortsat vil være overholdt, således at der aldrig er mere end 500 personer i samme afsnit, afstanden til medfans overholdes, og at hvert afsnit har egne toiletter og boder.

FC Midtjylland forventer udsolgt til kampen. En af de fans, der har sikret sig en billet, er Henrik Madsen fra Bækmarksbro.

- Det er da skide lækkert at få en billet her to dage før. Nu har vi været væk fra stadion i så lang tid, men normalt er det næsten ens liv at være tilknyttet FC Midtjylland, siger han.

Midtjyderne skal bare bruge et enkelt point i kampen for at kunne lade sig krone som dansk mester for tredje gang i klubbens historie. Men for den inkarnerede fan er der ingen tvivl om, hvem vinderen bliver.

- Vi smadrer da de københavnere, som vi plejer at gøre. De kan ingenting. Sådan er det, siger Henrik Madsen kort og kontant.

2:20
Midtjyderne havde forventet plads til 3500 tilskuere til guldbraget FC København, men det er nu øget til 4800.