Falk Lauritsen skal sælges

Rejseselskaberne Apollo og Falk Lauritsen er sat til salg. Ejeren, Kuoni-koncernen i Schweiz, opgiver alle aktiviteter i Skandinavien.

falklauritsen_0.jpg

Det er ikke mere end en måned siden, at Falk Lauritsen Rejser blev slået sammen med Apollo. Nu er begge selskaber sat til salg, ifølge nyhedsbureauet Ritzau.

Rejseselskabernes ejer, Kuoni-koncernen i Schweiz, har nemlig besluttet sig for at stoppe alle sine aktiviteter i Skandinavien, efter 16 år i rejsebranchen, fortæller koncernen i nyhedsbrevet Stand By. Ifølge nyhedsbrevet opgiver Kuoni-koncernen alle turoperatør-aktiviteter på verdensplan.

Situationen får ingen betydning, siger presseansvarlig

- Det får ingen betydning overhovedet. De planer, der ligger for aktiviteterne her i Danmark, er de samme som før, siger presseansvarlig for Falk Lauritsen, Glenn Bisgaard, i dag til TV MIDTVEST. Han kan ikke sige noget om, hvem der kunne være interesserede købere.

- Der er jo mange gisninger om en eventuel ny køber. Det eneste, der ligger fast, er, at vi får en masse nye kolleger i det nye år, fastslår han og lægger ikke skjul på, at han er spændt på, hvad der nu kommer til at ske.

- Vi er klart spændte på salget, for det er jo en branche i store forandringer. Især det sidste årti har været fyldt med nedskæringer, fusioner og uroligheder. Her tænker jeg også på uroligheder rundt i verden, som for eksempel Egypten. Så vi, i rejsebranchen, er blevet et åbensindet folk.

Til spørgsmålet om, hvilken begrundelse, Kuoni-koncernen har givet rejseselskaberne, svarer Glenn Bisgaard:

- At det er et strategisk fokus at sælge ud. De har besluttet, at fremtidens fokus ligger et andet sted. De går nu i gang med at lede efter potentielle købere, og så må vi se, hvad der sker.

Novair også til salg

Ud over de to rejseselskaber i Danmark betyder det på skandinavisk plan, at der er sat til salg-skilt på flyselskabet Novair samt Apollo i Sverige og Norge.

I det skandinaviske selskab har der ifølge Stand By været et betydeligt millionunderskud sidste år, og noget tyder på, at problemerne for charterbranchen generelt har fået Kuonis ledelse til at tabe tålmodigheden.

Historisk tilbageblik:

Kuonis interesse for Skandinaviens charterselskaber startede i slutningen af 1990'erne på grund af gode relationer mellem den schweiziske koncernchef og danske Poul Erik Madsen.

Det blev starten til Alletiders Rejser med Larsen Rejser, Herning Charter og Simons Charter.

Efter årtusindskiftet overtog Kuoni Apollo i Sverige og lukkede Alletiders Rejser.