Fætre til VM i ukendt sport: - Det bliver stort i Danmark
To fætre fra Herning er i disse dage til VM i en sportsgren, som mange ikke kender til. Alligevel tror de på, at sporten snart vinder frem i Danmark.
Har du hørt om cornhole?
Hvis ikke, så er du langt fra den eneste.
Sportsgrenen er ikke særlig stor i Danmark. Faktisk er den så lille, at Danmark ikke har kunne sende et fuldt hold med til VM.
Der er dog to fætre med som det danske islæt. Nemlig Holger og Robert Asfeldt fra Herning.
- Egentlig skal man være seks spillere for at fuldende et hold, men vi er kun to med fra Danmark, så vi er på hold med to fra Indien, en fra Luxembourg og en fra Irak, fortæller Holger Asfeldt på en telefon fra Trier i Tyskland, hvor VM i cornhole finder sted.
Det er dog heller ikke gået som fætrene drømte om, for efter fredagens tre indledende gruppekampe, er det blevet til tre nederlag.
I første opgør mødte de verdensmestrene fra USA, hvor det blev et smædeligt nederlag på 21-0. Derefter gjaldt det England, hvor det efter en tæt kamp, faldt ud til briternes fordel med 21-18. I sidste kamp mod belgierne var der igen forskel, og belgierne trak sig sejrrigt ud med 21-10.
Dermed spiller fætrene og de blandede holdkammerater om 9-16. pladsen til VM.
- Vi håber på, at vi har lidt bedre muligheder nu, når vi bliver matchet op imod andre, der heller ikke er gået videre fra gruppen.
- Et spørgsmål om tid
Dermed er der også tid til lidt refleksioner omkring fremtiden for sporten i Danmark.
For Holger Asfeldt tror nemlig på, at sporten er på vej til at udvikle sig i det ganske danske land, for med det han oplever i resten af Europa, mener han, at det snart sker.
- Det er på vej til Danmark. Det både tror og håber jeg på. For lige nu er vi meget spredt rundt om i Danmark. Vi er i Herning, nogle stykker i Aarhus og så lidt flere i København. Men hvis vi kunne få et ligasystem op at køre, så kunne det være mega fedt. Men det kræver selvfølgelig, at der kommer flere spillere end der er nu, siger han, inden han forsætter.
- Nu var jeg til VM i Paris sidste år også, og med den hastighed sporten udvikler sig på, så kan det ikke undgås at ramme Danmark også. For det er helt vildt, så meget der er sket bare på et år, når man ser på deltagere, niveau og setup fra sidste år til i år. Så det er kun et spørgsmål om tid, før klubberne begynder at komme frem i Danmark, og så kunne det godt blive stort.
Selvom resultaterne ikke er gået deres vej, så er der stadig højt humør hos fætrene Asfeldt.
- Vi kunne da godt have drømt om lidt mere, men det mest af alt bare en kæmpe stor oplevelse at være med til, det er sjovt og man snakker godt med de andre. Så vi klager ikke, griner Holger Asfeldt.
Efter sidstepladsen i gruppen, har fætrene og deres holdkammerater sidenhen mødt det tyske landshold. Det endte dog også i et nederlag.