Færre gæster på Landsskuet

Det dårlige vejr fik flere daginstitutioner til at blive hjemme. Alligevel er arrangørerne godt tilfredse.

Landsskuet, der sluttede i lørdags, havde 46.537 gæster.
Landsskuet, der sluttede i lørdags, havde 46.537 gæster.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Den 25. udgave af Landsskuet i Herning blev præget af noget skiftende vejr - og færre gæster.

I alt 46.537 gæster lagde vejen forbi dyrskuepladsen i løbet af torsdag, fredag og lørdag, og det var cirka 3000 færre end sidste år.

Alligevel er arrrangørerne tilfredse.

- Vi kan se på besøgstallene, at de dårlige vejrudsigter op til landsskuedagene især har fået mange børn fra daginstitutioner og dagplejer til at blive hjemme. Sammenfaldet med Landsstævnet i Aalborg har måske også haft en lille effekt, så generelt er vi rigtig godt tilfredse med årets skue, hvor både dyre- og maskinudstillere bakkede flot op om vores 25 års jubilæum, siger skuets daglige leder, Mads Fjordside, i en pressemeddelelse.

Landsskuet er Danmarks eneste landsdækkende dyrskue. Der var 250 udstillere og omkring 2600 dyr på pladsen, og arrangørerne har allerede datoen for den næste udgave på plads. I 2018 er der Landsskue fra den 5. til 7. juli.

Der var første gang Landskue i Herning i 1992. Skuet var dengang tænkt som en afløser for Ungskuet, og arrangørerne havde det mål, at arrangementet både skulle være for folk fra landet og byen.

Eksternt link: Se en samlet oversigt over ærespræmierne på Landsskuet

En sortbroget ko fra Stoftoft Holstein ved Henne blev kåret som Danmarks smukkeste malkeko ved Landsskuet. Med sine 10 år er koen den ældste vinder af konkurrencen nogensinde.
En sortbroget ko fra Stoftoft Holstein ved Henne blev kåret som Danmarks smukkeste malkeko ved Landsskuet. Med sine 10 år er koen den ældste vinder af konkurrencen nogensinde.

 

3:02
Landsskuet i Herning har jubilæum. Steen Thalund har været med hele vejen og blev i dag æresmedlem.