Fængslet for trusler og knytnæveslag mod ekskæreste

En 43-årig mand er varetægtsfængslet efter han mandag aften overfaldt og truede sin ekskæreste i Aulum.

Den 43-årige overfaldt sin ekskæreste med blandt andet knytnæveslag. (Stock foto)
Den 43-årige overfaldt sin ekskæreste med blandt andet knytnæveslag. (Stock foto)
Foto: Colourbox

Mandag klokken 17.47 blev politiet kaldt ud til et voldeligt overfald i Aulum. En 43-årig mand var taget hen til sin ekskærestes bopæl, hvor han  truede hende og slog hende med knytnæveslag.

- Det var vidnetrusler, da hun tidligere har vidnet mod ham, fortæller Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Han fortæller, at den 43-årige stak af fra stedet, inden politiet nåede frem. På flugten lavede han også hærværk mod en 41-årig mands bil.

- Han sparkede på bilen, så den fik buler og sparkede også sidespejlet af. Desuden truede han også ejeren af bilen, siger Bent Smedegaard.

Politiet fik anholdt manden klokken 18.20.

Varetægtsfængslet

Politiet tager trusler mod vidner meget alvorligt, og blandt andet derfor blev den 43-årige mand fremstillet i et grundlovsforhør i dag i retten i Herning. Her blev han varetægtsfængslet i fire uger, altså indtil d. 7/1 2020.

Men manden valgte at kære afgørelsen, og derfor skal der altså træffes en afgørelse i landsretten, før det er endegyldigt afgjort, om han skal sidde fire uger i varetægtsfængsel.