Fællessang for dronningen i Timring: - Hun er en kvinde af format

I år er Dronningen ikke blevet fejret på Amalienborg Slotsplads - og det har fået ildsjæle i landsdelens små byer til at arrangere fællessang i anledningen af hendes 80 års fødselsdag.

Med god afstand og flag i massevis sang borgerne i Timring, så det nærmest kunne høres helt til Fredensborg Slog, hvor regenten tilbringer fødselsdagen.
Med god afstand og flag i massevis sang borgerne i Timring, så det nærmest kunne høres helt til Fredensborg Slog, hvor regenten tilbringer fødselsdagen.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Præcis klokken 12.00 sang tusinder af danskere landet over, hver for sig, fødselsdagssang for dronning Margrethe, der i dag fylder 80 år.

Den vogn hoppede de også med på i den lille landsby Timring nordvest for Herning. Omkring 200 børn og voksne mødte op på byens torv for at synge de fire sange, der på forhånd var udvalgt til at skulle synges for majestæten.

- Hun er vores dronning. Hun er bare en kvinde af format. Hun kan ikke blive fejret, som hun plejer ovre på Amalienborg, så må hele Danmark jo stå sammen. Vi har bare brug for noget glæde lige nu, lød det fra Jeanette Friis Nielsen, der sammen med en anden havde taget initiativet til arrangementet.

Fællessang med afstand

Tusinder af mennesker plejer at stimle sammen på slotspladsen for at hylde dronningen, når hun fylder år. Men i år har udbruddet af coronavirus sat en stopper for både det og stort set alt andet fejring, der var planlagt i forbindelse med den runde fødselsdag.

Som alternativ blev det derfor arrangeret, at danskerne hver for sig kunne synge for majestæten fra altaner, haver, villaveje og stuer på præcis samme tidspunkt.

Fællessangen foregik med god afstand mellem de fremmødte.
Fællessangen foregik med god afstand mellem de fremmødte.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Men i Timring valgte de altså at gøre noget ekstra ud af dagen ved at mødes. Derfor lå der ikke bare en opgave i at få musikken og sangstemmerne til at spille, men også i at holde afstand til hinanden.

- Jeg skal nok sørge for, at de holder afstand. Vi skal ikke have nogen, der ikke overholder reglerne, for så skulle vi ikke have gjort det. Det er det primære, og det er mere vigtigt end at synge for dronningen, siger Jeanette Friis Nielsen.

Skole- og børnehavebørn var med

Blandt de fremmødte var børnene fra byens børnehave og de yngste skolebørn, der netop er vendt retur til skole og institution.

Både børn og voksne var mødt op for at synge for dronningen. 
Både børn og voksne var mødt op for at synge for dronningen. 
Foto: Marc Killigren, TV MIDTVEST

- Det er jo en kæmpestor dag, fordi dronningen bliver 80 år. Og det er også en stor dag for os, fordi vi har åbnet skolen her til morgen. Solen skinner, og det er en festdag, lød det fra skoleder på Timring Læringscenter, Lene Karbo.

For at sikre afstanden mellem skolebørnene var de blevet udstyret med en lang snor, hvor de hver især holdt fast på et punkt med to meter frem til den næste.

- Det er dejligt, at alle sådan kommer og synger med, lød det fra et af børnene, Kaya Vium.

Det var arrangør, og med egne ord ”mega royalist”, Jeanette Friis Nielsen, enig i, da det hele var veloverstået.

- På en skala fra et til 10, så vil jeg give det 12, for det her var fedt. Og det var godt, at de forstod at holde afstand og alligevel kunne vi høre og se hinanden, og det var rigtig rart i den her tid.